Fra vikingetid til middelalder (v/ Erik S. Christensen)

Hvornår vores forfædre slog sig ned ved Elling å kan vi ikke sige noget om, blot at det var længe før vi Danskere kunne meddele os skriftligt til eftertiden. Landskabet må have været domineret af Elletræer, siden forleddet i stednavnet etymologisk kan henføres til dette træs navn. Efterleddet –ing(e) derimod sætter stednavnet ind i det fællesgermanske sprogområde og kan føres tilbage til jernalderen eller dens afslutning i vikingetiden. Altså perioden før år 1000, hvilket passer fortrinligt med fundet af den store Strandbyskat, som formodes nedgravet omkring 990. Stednavneforskningen tager udgangspunkt i skriftlige kilder, hvorfor oplysningerne om navnene ofte først er fra tiden efter Kong Valdemars jordebog fra begyndelsen af 1200-tallet. Stednavnet Elling dukker op første gang i 1451 som Elling, i 1466 som Ællingh og Ellingh. Derfor er vi henvist til arkæologiske fund, tolkninger af stednavne og sporadiske kilder, når vi skal tilbage til vikingetid og tidlig middelalder. Tre kilometer vest for Ellinggaard, hvor Åsted å løber ind i Elling å, ligger Sysselhaven teglværk. Det er dog ikke teglværket vi skal dvæle ved her, men derimod ordet syssel. Vendsyssel og Thysyssel er to af de ældste sysler i Danmark. Formentlig går deres historie tilbage til 700-tallet og var engang en administrativ inddeling. Måske har de deres baggrund i kongemagtens kontrol med gamle lokale kongedømmer. Den øverste embedsmand i de administrative sysler var sysselmanden, som formentlig stod for udrustningen af ledingsflåden. Hvis sysselmanden boede her, ville han bo på grænsen mellem de to nordligste herreder i syslet. Ejendommen ligger ganske tæt til åen, næsten hvor Åsted å løber ud af den gamle morænebakke og ind i Elling å, som følger morænebakken i skellet mellem Skagen odde og det vendsysselske højland. Sysselmanden var indtil 1200-tallet kongens øverste embedsmand i de 14 sysler som Nørrejylland var inddelt i. Ordet syssel har muligvis en administrativ og retslig betydning tilbage til vikingetiden og kan spores tilbage til 1200-tallet eller 900-tallet. Måske som den der skulle organisere ledingsflåden. Også navnet Lomandshave kan indikere, at her boede den retskyndige – lovmanden. Gården lå få hundrede meter nord for Ellinggaard. Det vil sige, at noget kunne tyde på, at der omkring Elling var et retsligt og administrativt centrum. Økonomisk må området også have betydet noget i og med fundet af en større samling af engelske, tyske og arabiske mønter, samt det største samlede fund på ikke mindre end 60 sølvmønter slået i Harald Blåtands regeringstid fra cirka 950 til 987. Ud over mønter blev der blandt andet fundet en Thorshammer og andre smykkedele. I alt 265 genstande fandt Peter og Michael Stokbro Larsen i 2012 indenfor en radius på 100 meter på en mark ved Strandby øst for Ellinggaard. Skatten er nedgravet omkring 990, altså omtrent samtidigt med den urolige tid med Harald Blåtands og sønnen Svend Tveskægs kamp om magten i Danmark. De mange mønter tyder på en ganske stor handel omkring de to naturhavne ved Elling å og Rugholm å, som på tidlige kort og af A.P. Gaardbo kaldes Roholm. Her er der fundet flere tegn på handelsaktivitet. Blandt andet er Ellingåskibet dateret til 1163 og et andet tidligt middelalderskib er fundet i området. A.P. Gaardbo skriver om yderligere fund af skibsplanker omkring Havnehøj ved gården Nørgaard i Strandby. Ellingområdet har åbenbart også været et religiøst centrum helt tilbage til jernalderen. Ikke mindre end to steder omkring Strandby har Nationalmuseet og Vendsyssel Historiske Museum fundet kultpladser. En ved Kejserbakken i Strandby og en ved Havnebakken samme sted. Hertil kommer adskillige urnegrave og genstande fra jernalderen. Elling kirke er opført i den første halvdel af 1200-tallet. Den tilhører den let genkendelige Vendsysselske teglstensgruppes kirker, som ses opført under inspiration fra Børglum klosterkirke fra 1170. Enkelte af gruppens kirker er forsøgt dateret dendrokronologisk og fældningsåret for det anvendte træ spænder i tid fra 1190 til 1263.

A.P. Gaardboe skrev i 1872 i Samlinger til Jysk Historie og Topografi om tilblivelsen af Elling kirke. Han fortæller at kirken oprindeligt skulle have stået mere centralt i sognet omkring Jerup – dannet af trænavnet Eg og torp, som her er kortform -rup, dannet i vikingetid eller tidlig middelalder. Jerup var en såkaldt udflytterby fra Sletmosen ved gården Klitten overfor statsfængslet Kragskovhede, som også rummede sognets befolkningsmæssige tyngdepunkt. Her skulle der have stået et førkristent gudehus – et såkaldt gudehov. Den kristne kirke overtog ikke bare hedenske traditioner, men også placeringen af kirkerne synes bevidst at være placeret oven på de gamle gudehov. Måske lå den ved ved gården Haaber, hvis navn Gaardboe tolker som Hov-bær. Imidlertid fortæller sagnet, at det beboerne byggede om dagen faldt ned igen om natten. Tilblivelsen synes at afdække en konflikt mellem to herremænd, nemlig herremanden på Kragskov, som dengang – og siden – var en herregård. Ifølge sagnet skulle de to herremænd have indgået en aftale om at binde to væddere sammen og slippe dem løs om aftenen i sogneskellet mellem Tolne, Elling og Mosbjerg ved Vester Holmen, og der hvor de to væddere blev fundet dagen efter skulle kirken bygges. Det er dog mere sandsynligt, at herremanden på Ellinggaard var den mest magtfulde og den der bedst havde råd til at lade en kirke opføre. Mon ikke kirken skulle – som Sæby kirke - ses som landkending i forbindelse med den lukrative handel over Kattegat. Så der er al mulig grund til at formode der er en sammenhæng mellem kirke og herregård. Derfor må vi antage, at Ellinggaard har rødder tilbage til i hvert fald den tidlige middelalder og det store kirkebyggeri. Kirkebyggeriet var omkostningstungt og krævede at de mennesker der deltog i byggeriet blev holdt uden for den almindelige landbrugsdrift i de måske op til ti år et kirkebyggeri tog. Der skulle et vist kendskab til den helt nye teglstensproduktion og andre byggetekniske detaljer. Efter byggeriet skulle der også en stærk økonomi til at holde kirken ved magt og lønne præsten. En opgave som kun en herremand kunne varetage. Ud over handelen på Kattegat lå Ellinggaard også centralt for den øst – vestgående og nord -sydgående trafik. Tuenvejen var dengang hovedvejen til såvel Horns herreds tingsted ved Bindslev kirke videre over Vennebjerg herredstingsted til købstaden Hjørring. Vejen fra Sæby/Fladstrand gik over Øster Broen til Aalbæk og derfra langs stranden til købstaden Skagen.

Til sidst vil vi vende tilbage til Ellinggaard for at søge efter spor der kan pege tilbage til gårdens første tid. Og næsten som altid er det i kælderen der er størst gevinst. Her lå gårdens oprindelige stegers, altså herregårdens køkken med det store åbne ildsted, som sagtens kan være fra gårdens oprindelse og i hvert fald førreformatorisk. Stegers var et begreb som kom samtidigt med klostrene. Der før foregik madlavningen i opholdsrummene. Men med middelalderen rykkede køkkenet ned i kældre eller ind i herregårdens økonomifløj. På Ellinggaard er vi så så heldige at den oprindelige kælder med det store ildsted er forholdsvist velbevaret med kampestensfundament og munkestensvægge, som i Elling kirke, hvilket igen peger hen mod den tidlige middelalder.