ELLINGGAARDS HISTORIE >> Reformationen - Danmarks Kulturrevolution (v/ Erik S. Christensen).

Den 30. oktober 1536 skiftede det danske kongerige den katolske kirke ud med den Lutherske kirke. Dermed havde Danmark undergået en kulturrevolution fra neden og ikke mindst fra oven.

Christian III.´s Københavnske reces som Stænder-rigsdagen i sidste halvdel af oktober fik forelagt af kongen, blev selve lovgrundlaget for Reformationen. Forud var der gået en længere proces med stridigheder mellem kongemagten, adelen, kirken, bønderne og borgerne. En proces der førte til en borgerkrig – Grevens Fejde – der varede to år. En borgerkrig der i særdeleshed omfattede Vendsyssel og vendelboerne.

Den 3. oktober 1517 slog Augustinermunken, præsten og professoren Martin Luther sine 95 teser om forandringer indenfor den katolske kirke op på kirkedøren i Wittenberg og kortsluttede dermed diskussionen om en reformering af den Katolske kirke. En kortslutning som trak et spor af vold gennem 1500-tallet i et Europa, som kløvedes midt over og som førtes gennem Johan Gutenbergs opfindelse af trykkekunsten i Europa. Ikke mindst Luthers udgivelse af Bibelen på tysk blev skelsættende for en social, økonomisk, politisk og ikke mindst kulturel revolution, som ramte ind i selv det mindste hjem i Vendsyssel.

I Danmark ramlede religionsoprøret ned midt i en strid mellem adel og kirke på den ene side og kongen og borgerskabet på den anden. Den jysk - fynske adel opsagde huld og troskab med kong Christian den II, som måtte opgive magten og flygte ud af landet i 1523. I stedet valgtes Frederik den I. første som ny dansk konge. Frederik beskyttede imidlertid de evangeliske prædikanter, og adel og kirke følte sig forrådt. Frederik I. døde efter ti år på tronen i 1533. Her valgte rigsrådet at udsætte valget af en konge og i ly af dette interregnum forsøgte de at styrke deres egen magt og fremme katolicismen.

Men så brød helvede løs i form af en forfærdelig borgerkrig – kaldet Grevens Fejde – efter grev Christoffer af Oldenburg, som søgte at genindsætte Christian den II. på tronen. En anden af Christian den IIs betroede mænd var Skipper Clement.

Klemen Andersen var selvejerbondesøn født i Vedsted i Vendsyssel i 1485, tæt ved herregården Birkelse og Ryå. Han blev uddannet købmand og slog sig ned i Aalborg som skipper og købmand. Han blev skipper og Viceadmiral under Christian den II. Efter kongeskiftet gjorde han mytteri mod Frederik den I for at blive kaper eller sørøver om man vil under Christian den II.

I sensommeren mødtes han og andre af kong Christians sørøvere/kapere med grev Christoffer i Malmø og de enedes om, at Skipper Clement skulle vende hjem til Aalborg og derfra starte et oprør mod den jysk fynske adel og bisperne.

Kilderne begynder nu at tale om en fuldstændig opbakning til Skipper Clement. Andre kilder fortæller dog, at skipperen truede bønderne til tilslutning med at de ville blive hængt i galgen og deres huse jævnet med jorden. Fæste og selvejebønderne gav på herredstingene i 49 herreder i Nord- og Vestjylland deres opbakning til Skipper Clement. Adelsmændene Jens Markvordsen Rodsten til Lensgholm og Claus Iversen Dyre til Boller tilsluttede sig også oprørerne. Det var dog ikke mindst bønderne i Vendsyssel der var utilfredse med adelen og ikke mindst bisp Stygge Krumpen, der sad på ikke mindre end 16 herregårde i Vendsyssel, som Bangsbo, Rugtved, Sejlstrup, Voergaard, Sæbygård, Kjølskegård, Tidemandsholm, Ormholt, Burholt, Toftegård, Stavad, Hammelmose, Birkelse, Gandrupgård, Birkumgård, og Ålegårde. Han var kendt som en sand bondeplager, ligesom sin lensmand Bagge Pallesen Griis. Sidstnævnte fik i øvrigt med grovfilen da to af hans herregårde Hjermerslevgård og Klarupgård blev brændt af, af de vrede bønder. Bagge Griis omkom senere under et forsøg på et attentat mod Skipper Clement.

Der er mange historier om bøndernes hærgen ned gennem Vendsyssel, hvor herregård efter herregård blev erobret. Biskopens hovedgårde Sejlsrup og Birkelse blev flammernes bytte. Bispen selv overlevede, hvis man skal tro de mundtlige overleveringer, med nød og næppe, ved sammen med sin elskerinde Elisabeth Gyldenstjerne at gemme sig i en bageovn. Bispen havde formentligt trukket sig tilbage til sin beskyttede borg Voergaard, sammen med sine væbnere. Her han mente sig sikker på at hans utroligt mange fjender ikke kunne nå ham, men Voergaard blev erobret og bispen skulle kun være blevet reddet fordi han og elskerinden gemte sig i en bageovn, hvorefter de skulle være flygtet til Sæbygård.

Det lader til at Skipper Clements bondehær var både velorganiseret, disciplineret og velbevæbnet eftersom de den 16. oktober 1534 kunne besejre den danske adels hær i et knusende slag ved Svenstrup, hvor ikke mindre end 14 danske adelsmænd faldt på slagmarken.

Adelen havde afsat Christian II, Frederik den 1. var død og adelen ville ikke vælge en ny konge der måske var Lutheraner. Så bønderne kæmpede for reformationen, mens adelen stædigt forsøgte at fastholde sin magt sammen med den katolske kirke.

Frederik den Førstes søn, Christian 3. var blevet valgt til konge og han kunne nu se sit kongerige begynde at smuldre og han måtte handle hurtigt for ikke at miste det. Han indgik en separatfred med Lübeck for at få ryggen fri og sendte sin hærfører Johan Rantzau mod bønderne, der blev presset tilbage til Aalborg, som blev erobret og afbrændt i et voldsomt slag den 18. december 1534. Slagets voldsomhed er dukket op af Aalborgs undergrund i de sidste års udgravninger i Aalborgs midtby. Dermed druknede bondeoprøret i blod og på opfordring fra Luther, som mente, at bøndernes oprør skulle slås ned som gale hunde.

Det er ikke meget der er skrevet om reformationen i Vendsyssel. Faktisk er det kun bøgerne ”Fra Reformation til Enevælde” (2007) og ”Nordjylland under Reformationen” (2017), der tager emnet op.

Bogens redaktør, tidligere afdelingsleder for Arkæologi på VHM og nuværende enhedsleder for arkæologi på Museum Sønderjylland Morten Larsen skriver, at reformationen næsten ikke har været behandlet på lokalt plan. Han mener, at reformationen kom til at sætte et præg på mange aspekter i Nordjylland. Naturligvis med hensyn til religionen, men også på den materielle kultur, topografien samt de sociale og økonomiske forhold. I bogen beskriver Morten Larsen konsekvenserne af at nedlægge klosterkomplekset i Børglum, der havde både en stærk bispestol og et rigt kloster. Da begge dele forsvandt sammen med de øvrige klostre i Vendsyssel som Sæby, Hundslund og Vrejlev, forsvandt hele regionens økonomiske dynamo, skriver han.

Hvor mange Vendelboer fra Horns og Vennebjerg herreder der blev dræbt under angrebet på Aalborg ved vi ikke, men de der var i Aalborg kunne så let ikke slippe væk, idet de havde ryggen mod Limfjorden.

Hævnen fra den nyvalgte konge var derimod et målrettet retsopgør mod de oprørske bønders tegnebog. De blev alle dømt kollektivt med en dom der kaldtes halsløsning. Det vil sige, at alle bønderne i de 49 jyske herreder, der havde tilsluttet sig, Skipper Clement og som ikke kunne bevise, at de ikke havde deltaget i oprøret, blev alle dømt til at miste livet. Dog kunne de bønder der havde råd, købe sig retten til livet tilbage. Selvejerbønderne mistede deres gårde, med mindre de kunne købe dem tilbage af kongen. På den måde var bønderne med til at betale de tyske grever for hjælpen til den nye kongemagt.

Adelen, der ikke havde villet give Christian kongemagten i 1533, mistede sin indflydelse, først ved slaget ved Svenstrup, hvor adelen tabte overbevisende og adskillige betydningsfulde adelsmænd blev dræbt. Dernæst inddrog kongen den katolske kirkes godser og jord til sig selv og adelen kom i mindretal, når de ikke længere havde gejstligheden med sig. Og adelen måtte gå ind på kongens betingelser.

På det kirkelige område fik bønderne under de gejstlige biskopper en ny herre i kongen, som fortsatte undertrykkelsen, hvor bisperne slap. Kirken forandredes nogle steder meget for menighederne, andre steder var forandringerne knap så drastiske. Selvom der var en verden til forskel mellem Luthers og den katolske kirkes lære. De katolske munke og nonneordner havde fra deres klostre drevet hjælpen til fattige og syge. Her svigtede kongemagten fatalt, da de fattige og syge ikke længere kunne hjælpes i klostrenes hospitaler. I Sæby betød reformationen at klosteret nedlagdes med det resultat, at byen gik i stå og indbyggerne forarmedes.

Hvad værre var, så havde den nye konge udstedt en halsløsning mod alle bønder i 49 herreder eller en fjerdedel af alle producenter af madvarer i kongeriget stod med en potentiel dødsdom over hovedet. Kongen havde dog sikret sig med en redningsplanke, at oprørerne kunne betale for at beholde livet. Noget som synes at have fundet sted, idet kun de der stod Skipper Clement, nærmest måtte, ligesom han, lade livet. Andre oprørere, især nok inden for lavadelen, må have haft mange så mange penge at de kunne købe sig fri og tilbagekøbe deres gods og beholde en høj status som slægten Rodsten på Lengsholm. De der ingen penge havde til at frikøbe sig synes også at have undgået dødsstraffen. Kilder peger på at mange retssager endnu ikke var afgjort efter 10 år. Så kongemagten har sikkert trukket sagerne ud, ikke for at skåne bønderne, men mere for at kunne udnytte dem økonomisk og opretholde et voldsomt pres på dem. Kongens krigskasse skulle fyldes igen og kongen havde indset, at adelen ikke længere var en troværdig og duelig alliancepartner.

Hvad der skete i Elling sogn og omkring godset Ellinggaard rækker kilderne desværre ikke til at fortælle ret meget om. Anne Mouridsdatter Gyldenstjerne arvede en kæmpe godsejendom i hele det daværende kongerige ved sin fars død i 1507. Her var Ellinggaard og Lerbæk kun små brikker i det store godskompleks.

Da Anne Gyldenstjerne døde i 1545, deltes hendes gods til den store sammenbragte familie hun var blevet mor for gennem to ægteskaber. Ellinggaard og Lerbæk arvedes sammen med Aagaard og store dele af farens og morens gods i Skaane og i Midtjylland af sønnen Mourids Olufsen Krognos.

Ellinggaard blev dog drevet som len af Mourids Gyldenstjernes foged på Aagaard Just Nielsen Skovgaard, derefter dennes datter, hvis navn er ukendt og hendes mand, adelsmanden Jens Munk.

Jens Munk med én rose i våbenskjoldet er ukendt indtil han blev adlet i 1524. Han nævnes vist nok i den store reces, som var loven bag indførelsen af reformationen. I 1541 kaldes han en velbyrdig mand og deltager blandt andet på Børglum herredsting på vegne af Predbjørn Podebusk, der havde giftet sig med den stenrige enke Anna Gyldenstjerne.

Efter Jens Munk arvede sønnen Christen Jensen Munk, sammen med søsteren Anna Munk lensrettighederne i Ellinggaard. Dennes datter Dorte Christensdatter Munk giftede sig med Thomas Svendsen Orning og parret blev, sammen med sønnen Jens Thomsen Orning, det sidste lavadelspar på gården og fik formentlig lov til at blive boende på gården frem Dorte Munks død i 1584.

Efter Anne Gyldenstjernes død bliver ejerforholdene lidt brogede idet vi først med sikkerhed ved, at Annes barnebarn, Clara Andersdatter Bille ejede Ellinggaard. Hendes mor var Annes datter Pernille Krognos til Bregentved og Store Markie, der giftede sig med Anders Bille til Søholm. Clara Bille giftede sig med Jacob Mouridsen Sparre til Svanholm i Skåne, som arvede Ellinggaard efter hustruens død i 1560. Indtil Clara Bille overtog gården efter sin bedstemor synes Anne Gyldenstjernes søn Mourids Olufsen Krognos og derefter barnebarnet Oluf Mouridsen Krognos at have ejet både Ellinggaard og Lerbæk. Det var i øvrigt Oluf der var den ene del af trekantsdramaet mellem Frederik II og Anne Hardenberg.

Jacob Sparre beholdt Ellinggaard i 8 år, hvorefter han i 1568 solgte gården til Rigsråden og Lensmanden Bjørn Kaas og dermed var Ellinggaard efter et par hundrede år ikke længere i slægten Gyldenstjernes eje.

Bjørn Kaas, af adelsslægten Kaas med Sparen, var en dygtig og velhavende administrator. Han skrev sig til Kjærsgaard og Vangkjær i Vendsyssel sammen med Ellinggaard. Dertil kom Vorgaard i Himmerland, Tybjerggård på Sjælland, Bejsøholm i Skåne og en gård i København. Han var født på Starupgaard ved Skive og giftede sig med den ligeledes velhavende Christence Nielsdatter Rotfeldt. Han var lensmand i Vordingborg, Helsingborg, Bygholm og Malmøhus, hvor han bevogtede statsfangen Jarlen af Bothwell. I øvrigt en meget spændende familie. En bror Jens kæmpede så hårdt mod byen Lüneburg, at den danske konge måtte mægle i striden, som havde sit udgangspunkt i, at en anden bror Jørgen var blevet halshugget på grund af et drab begået under et opløb i byen. En anden bror deltog i Chr IVs formynderregering.

Sønnen Niels blev gift med Birgitte Timmsdatter Rosenkrantz, som blev henrettet fordi hun havde begået blodskam med Gjord Kaas, som blev dømt fredløs og senere henrettet. En anden søn blev tiltalt for at have forvoldt sin første hustrus død. Sønnen Gabriel gjorde sig dårligt bemærket i en arvesag med sin hustrus arvinger. Datteren Annes mand Albert Kaas blev enrettet på torvet i Horsens efter at have begået ikke mindre end to overlagte drab.

Det blev datteren Kirsten Bjørnsdatter Kaas, som arvede Ellinggaard efter sin far. I forbindelse med hendes ægteskab med Ove Urup bliver deres Maren Urup ejer af gården sammen med sin mand Christopher Ulfeldt. Deres datter Edel er født på Ellinggaard og hun og broderen Knud arver gården. Hun blev gift med admiralen Henrik Bielke og de to søskende har sandsynligvis ejet gården i fællesskab.

Knud Ulfeldt solgte imidlertid Ellinggaard til ritmester og oberstløjtnant Eiler Evert Banner fra Ringstedgård. Han deltog i de forfærdelige Karl Gustavkrige mellem 1657 og 1660, hvor hele Danmarks eksistens var truet af den svenske kongemagt.

Med hiv og sving lykkedes det med list, dygtighed og nederlandsk hjælp, at sikre kongeriget. Om end et decimeret kongerige, hvor de nu svenske besiddelser var tabt for altid og København blev et udkantsområde i Danmark. Krigen fik alvorlige følger for adelen, som måtte se sin magt yderligere indskrænket ved enevældens indførelse. Kongens magt blev absolut og suveræn ved besejlingen af suverænitetsakten den 10. januar 1661, hvor Frederik den III begik statskup. Et kup som Ejler Evert Banner var medunderskriver på. Dermed overtog kongen fuldstændigt magten fra rigsrådet, som ikke længere fik mulighed for at vælge kongen og binde ham med en håndfæstning. Dermed blev monarkiet i Danmark gjort arveligt.

Ejler Evert Banner købte Ellinggaard i 1652, nogenlunde samtidigt med at broderen Preben købte Ottestrup. Brødrene stammede fra Ringstedgård på Fyn, men valgte Vendsyssel. Mens Ejler Banner ejede Ellinggaard har vi de første kilder som fortæller noget om gården. Matriklen 1662 beskriver gården som en borggård med et hus muret mellem stænger og en ladegård med tre lerslagne huse. Altså en bindingsværksgård med murede tavl. Det er også her at vi får oplysninger om de to herregårdsmøller, der begge er ejet af Ejler Banner. Den østligste mølle lå egentligt til Lerbæk og kaldes Østerbroen og lå, hvor XL-Byg ligger i dag. Men Lerbæks ejer, den noget tørstige Steen Rodsteen, havde pantsat møllen til Ejler Banner. De to møller lå i øvrigt for tæt til at kunne være opført af forskellige ejere. Ider skulle være to mil eller 14 kilometer mellem møllerne for at de ikke skulle genere hinanden. De to møller må derfor være opført efter reformationen, hvor der kommer mølletvang for godsernes bønder. Sandsynligvis mens begge herregårde var i slægten Gyldenstjernes eje.

Ejler Banner nedlagde i 1683 de to gårde Strandbylund og Korsholt og opførte i stedet herregården Bannerslund. Ellinggaard overlod eller solgte han til svigersønnen Wulf Unger og datteren Vibeke Ejlertsdatter Banner, som solgte Ellinggaard til fru Kirstine Beck mens en ny stor krig mod Sverige var på vej.