I senmiddelalderen dukker Ellinggard op i de skriftlige kilder som væbnergård under den rige og magtfulde slægt - Gyldenstjerne til Aagaard i Han Herred. Her fik Mourids Nielsen Gyldenstjerne et sognevidne på at Ellinggaards og Lerbeks tilliggender var hans rette arv og eje. Med hans eneste datter Anne Mouridsdatter som arving til det enorme godskompleks har historikeren Erik Ulsig på baggrund af hendes jordebog beregnet hendes ejendom til hele fire hovedgårde og ikke mindre end 516 fæstegårde spredt over hele kongeriget.

Niels Eriksen Gyldenstjerne til Aagaard og Restrup (- 1311 -)

Det er dog sandsynligt at den mægtige Gyldenstierneslægt allerede inden 1440 havde Ellinggård som en del af sine store besiddelser i Nordjylland. Slægten er kendt tilbage til i hvert fald 1310 og i midten af 1300-tallet var Erik Nielsen Gyldenstierne landets marsk. Det vil sige den embedsmand som var den øverste ansvarlige for hæren og sammen med rigshofmester og kansler stod for rådgivning af kongen og rigsrådet. Han var gift med en datter af Niels Aagesen Panters. Hun havde været gift med en Bugge, og Niels Eriksen var dermed halvbror til Niels Bugge til Vosborg, og det ser ud til, at moderen dermed bragte det nu forsvundne Lundholm Gods ved Skagen ind i slægten. Desuden tilhørte Aastrup gods Panterslægten, hvorved dette gods ligeledes kom i slægtens eje. Dette fortæller dog ikke noget om at Gyldenstjernerne så tidligt ejede Ellinggaard, blot at de havde rettighed til store godser i det nordlige Vendsyssel.

Marsk Erik Nielsen Gyldenstjerne (- 1309 – 1378- )

Erik Nielsen Gyldenstierne bragte som rigets marsk for kong Valdemar Atterdag i 1340'erne sin slægt frem i rigets øverste række. Men 1300-tallet blev begyndelsen på et socialt, økonomisk, politisk og klimamæssig flere hundredårigt mareridt for bønder, adel, kirke og konge.

Den lille istid, som perioden mellem 1300 og 1850 kaldes, havde formentlig sin start med afkølingen af Golfstrømmen i slutningen af 1200-tallet, hvor pakisen i Nordatlanten tog til. Det ustabile vejr førte til misvækst og hungersnød. I januar 1362 førte en voldsom stormflod - Den store Manddrukning, der oversvømmede store dele af Vadehavet - til at 7.000 til 8.000 mennesker mistede livet. I 1349 ramte byldepesten Den sorte død Danmark. Denne sygdom menes at have halveret befolkningen i hele Europa og i Vendsyssel med op til 40 procent.

De politiske og økonomiske eftervirkninger blev store. Beregninger viser, at landbrugets indtægter blev halveret. Mange landbrug måtte helt opgives, da der ikke længere var bønder nok til at dyrke jorden. De frie bønder og den del af adelen, som havde færrest fæstegårde, måtte underlægge sig de mere magtfulde godsejere som Gyldenstjernerne på Aagaard og Banner på Asdal. Begge politisk og juridisk magtfulde slægter, som kunne værne de frie bønder og adelsfolk, som ikke længere havde økonomi til at betale de kongelige skatter. Skatter som der var rigeligt brug for til Kong Valdemar Atterdags indfrielse af de Holstenske grevers pant af store dele af Kongeriget. Mange landsbyer blev nedlagt på grund af manglen på arbejdskraft og jorden blev inddraget under de store godser. Lavadelen blev til en fattigadel, som måtte underkaste sig de store godsejere som væbnere, som vi ser med Hans Bagge på Vogn, der blev lensmand for Anders Nielsen Banner på Asdal. Sidstnævnte var i øvrigt gift med Erik Nielsen Gyldenstjernes datter. Dermed blev der indgået en mægtig alliance mellem to af de mest betydningsfulde slægter i både Vendsyssel og i Danmark. Begge slægter støttede Kong Valdemar, så længe han ustraffet lod højadelen udvide deres ejendomsret. Selv var han gift med Cecilie Pedersdatter Vendelbo, hvis far var såvel Drot som Marsk, altså de to højeste embeder i landet. Han havde en enorm ejendomsportefølje. Ikke mindst i Han herrederne og i Thy, altså omkring Gyldenstjernes hovedgård Aagaard og i Børglum stift. Der var rigeligt med jordejendom til deling mellem hans fire døtre.

Niels Eriksen Gyldenstjerne til Aagaard (- 1340 – 1387 -)

Tiderne og magtforholdene skiftede dog hurtigt. Sønnen Niels Eriksen Gyldenstierne knyttede sig til den jyske adel, der i 1368 gik i forbund med holstenerne mod kong Valdemar. Kongens centralisering af kongemagten og inddragelsen af højadelens godser til krongods, især i Jylland, førte til at den jyske adel mislykkedes med at udvide sin politiske og økonomiske magt på kongemagtens bekostning.

Peder Nielsen Gyldenstjerne til Aagaard (- 1410 – 1456 -)

I stedet måtte næste generation med Peder Nielsen Gyldenstierne til Ågård spille efter kong Valdemars, senere Dronning Margretes og kong Erik af Pommerns fløjte. Han steg hurtigt i graderne fra væbner til ridder. Han var med til at bekræfte Margretes interesser i Vendsyssel, hvor hun overlod Rugtved med det vigtige voldsted til Børglum bispesæde. Han støttede også Margretes samling af Norden, da han satte sit segl under Kalmarbrevet i 1397, og han var med ved kroningen af Erik af Pommern, hvor han blev slået til ridder og optaget i rigsrådet. Her var han med til at træffe adskillige store politiske beslutninger inden sin død mellem 1409 og 1412. Der er ingen tvivl om, at han var slægtens ubestridte leder under dronning Margrete. Den dronning, som samtidigt lagde adskillige hindringer i vejen for hans udvidelse af slægtens jordejendom. Ikke mindst i Vendsyssel, hvor slægten måtte overdrage Lundholm lige udenfor den dengang vigtige købstad Skagen. Desuden måtte de også aflevere det store Aastrup gods ved købstaden Hjørring.

Voldsomme begivenheder indtraf i løbet af 1400-tallet, hvor bønder og dele af lavadelen gjorde oprør mod det stigende afgifts- og skattetryk fra højadelen, højgejsteligheden og kronen. Et tryk som tiltog under konflikten mellem rigsrådet og kongen og kulminerede i rigsrådets opsigelse af kongen i sommeren 1439 og indsættelsen af Christoffer af Bayern som konge i 1440.

Oprøret i Vendsyssel brød bogstaveligt talt ud i lys lue i foråret 1441, hvor lavadelsmanden Henrik Tagesen Reventlow tog lederskabet af det nørrejyske oprør. Muligvis var han drevet af egen økonomisk vinding, idet han kæmpede med Gyldenstjernerne om magten i Thy. Ikke mindst den lukrative skudehandel med Norge var i spil. Men også Gyldenstjernernes hårdhændede beskatning af områdets beboere, som tvang bønderne væk fra deres gårde, ses som en væsentlig årsag. Her synes Gyldenstjernernes motiv for at drive bønderne fra deres gårde, at være det at det var mere lukrativt at opdrætte øksner (okser) til eksport, end at lade bønderne dyrke markerne. Og netop Thy og Hanherrederne var centrum for denne eksport. At Gyldenstjernerne havde disse muligheder skyldtes Peder Nielsen Gyldenstjernes mange ejendomme i Thy med Aagaard som centrum, at broderen Gert Pedersen Gyldenstjerne som biskop i Børglum havde, som broderen, en meget aggressiv ejendomspolitik og ønskede en ny beskatning i form af kirketiende indført og endelig synes en Gyldenstjerne at have været kongens lensmand i Thy og Hanherrederne. Dermed var Gyldenstjernerne samlet alt det bønderne kæmpede imod.

Oprørets arnested var altså i Limfjordsegnene, Thy, Han herred og Vendsyssel og endte da også ved Husby Hole og Sankt Jørgensbjerg ganske blot få kilometer fra Gyldenstjernernes hovedgård Aagaard. Slagene, hvor først Eske Brok og adelshæren tabte, og derefter det hvor kongens angreb mod bøndernes vognborg faldt ud til kongens fordel. Peder Nielsen og hans væbnere havde forsøgt at kæmpe imod de vrede bønder, men bønderne indtog, plyndrede og afbrændte Aagaard. Peder Nielsen Gyldenstjerne siges kun at være kommet af sted med sin stav og intet andet. Hele Gyldenstjernernes godsarkiv gik op i luer og afskærer os i dag kildemæssigt fra at kende den fulde historie om Ellinggaard og hvornår og hvordan den kom i Gyldenstjernernes besiddelse.

Niels Pedersen Gyldenstjerne 1456

Ågård blev gengenopbygget af Niels Pedersen Gyldenstierne, og blev under sønnen Mourids Nielsen Gyldenstierne, et af Jyllands største godser med 344 fæstegårde.

Rigsråd Mourids Nielsen Gyldenstjerne til Aagaard med mere (- 1457 – 1502 -)

Der er ingen tvivl om, at Mourids Nielsen var Nordjyllands rigeste og mægtigste adelsmand i slutningen af det 15. århundrede. Skønt han aldrig blev ridder, var han senest fra 1477 og til sin død i 1503 eller begyndelsen af 1504 medlem af rigsrådet, og han havde som len af kronen slottene Lundenæs og Ålborghus samt Han herred, Horns herred og Nørlyng og Lysgård herreder.

Hans godsbesiddelse er ved hjælp af datteren Anne Mouridsdatters jordebog af historikeren Erik Ulsig beregnet til fire hovedgårde og 516 fæstegårde.

Godset omfattede Ågård med 344 gårde i Nordjylland, Bregentved med 45 gårde på Sjælland og Markie med 65 gårde i Skåne, hvortil kom hustruen Margrethe Turesdatter (Bielke)s gods, der omfattede 9 gårde i Bjerre herred ved Horsens og Færløv hovedgård med 53 gårde i Gønge herred i Skåne.

Ågård gods’ geografiske placering i Nordjylland bestod af en kerne omkring Ågård med de nærmeste tilliggende gårde i Han- og Hillerslev herreder samt i Thy. Ud over denne kerne var der knyttet tre mindre godskomplekser med karakter af strøgods langt væk fra kerneområdet. Det meste strøgods lå i den vestlige del af Vendsyssel, i Hvetbo, Børglum og Vennebjerg herreder uden et egentligt administrationscentrum. Det andet godskompleks lå i den østlige del af Vendsyssel i Børglum, Vennebjerg og Horns herreder med Ellinggård som hovedgård og det tredje område lå syd for Limfjorden, i Himmerland i Gislum og Års herreder med Elkær som hovedgård.

Ellinggaards Væbnere

Selv om Ellinggård ejedes af medlemmer af slægten Gyldenstierne på Ågård, boede ingen af slægtens medlemmer på gården, som var bestyret af eller forlenet til skiftende lavadelsmænd. Væbnere som var så centrale i godsadministrationen at de blev synonyme med gården.

A.P. Gaardbo skrev i Jyske Samlinger, at det ikke var lykkedes ham at finde et eneste gammelt dokument om Ellinggaard før 1406. Han skriver, at han havde gennemsøgt Geheimearkivet og Kongerigets arkiv og ifølge Ny Kongelige Samlinger 748 ejedes Ellinggaard på det tidspunkt af Maurits Niellsen Gyldenstjerne. Og tilføjer i næste sætning uden kildemæssige referencer, at gården på det tidspunkt i en længere årrække havde været i Gyldenstjernernes eje.

Jessæ Baggi væbner 1440

I Trap Danmark, femte udgave, får vi at vide, at væbneren Jes Bagge skrev sig til gården i 1440. Det må være den samme, som ifølge Diplomatarium Hornumense sammen med sine brødre året efter i kommentarer til et dokument underskrevet 2. juni 1441, påpeger at væbnerne Jes, Jeppe, Hans og Mathis Bagge skænkede en gård og et bol i Taarup i Vokslev sogn til Helligaandshuset i Aalborg. Brevet er underskrevet på Ellinggård, hvor Hans Bagge skulle være foged for Mourids Nielsen Gyldenstjerne til Aagaard. Gården skulle været give som delvis modydelse for en gård i Svenstrup. Formentlig er der tale om De Jyske Bagger, som omtales i både Dansk Adels Årbog og Festskrift til Troels Dahlerup.

I Jhesu Christi nawn amen. Alle men, thettæ bref see hellær høræ læsæ, helsæ wi Jessæ Baggi, Jæppæ Baggi, Hans Baggi ok Mattis Baggi, thær wabin æræ, kiærleghæ met Gwdh ok kwndgiøræ, ad wi met jen kiærleghæ frii wiliæ ok samdrechteleghed ok i wor walmod giwæ foræ wor siæls nyttæleghedh ok foræ wor fadhers ok modhers ok forældæris ok foræ allæ kristinæ siælæ til then Heleghandes hws i Aleborgh til ewærdheleghæ eghædom wor jordh, som wi hawæ liggindæ i Thorpæ i Woxløf soghn i Himmærsysil, saa som ær jen gaardh ok jet bool i thet samæ stædh met allæ theræ rættæ tilliggilsæ, saa som ær agær ok æng, wot ok thiwrt, lidid ok meghid, intæ vndintaghid, ok tilbindæ wi os met woræ ærwingæ ad frii hemilæ ok tilstandæ the forsawde goz ok tilliggilsæ til forsawde then Heleghandes hws foræ hwær manz tiltalæ. Datum Ælinggaardh anno domini 1441 ipsa sexta feria post festum sancti Nichomedis martiris gloriosi nostnis sub sigillis.

Dokumentet har forfatteren til Diplomatarium Hornumense - Ole Færch - fundet blandt tingsvidner, breve og andre dokumenter fra Hornum herredsting, Nibe og Nørholm birketing 1216-1636. Selv dokumentet er hentet i Rigsarkivet, Ny Kronologisk Række nr. 3372. [2] segl]. Påskrift: Pa Thorpæ i Voxleff soghen og Thette godz ær bort skifft for 1 gardt i Sønstørup. Salget er omtalt i Thelma Jexlev registratur over Gejstelige arkiver bind II.

I Politikens & Gyldendals Danmarkshistorie fra 2002-05 skrev Troels Dahlerup, som sammen med Erik Ulsig hørte til blandt de fremmeste forskere i middelalderens adelshistorie.

Her havde Dahlerup fundet en helt speciel forbindelse mellem den allerhøjeste rigsrådsadel og den mest ydmyge fattigadel. Han skriver at højadelen havde stort behov for trofaste mænd som fogeder eller som besætning på de kongelige slotte, som de kunne have i forlening.

Troels Dahlerup fandt at de absolut godsrigeste blandt højadelen anvendte bortforlening af gods til sine trofaste svende, som Niels Pedersen Gyldenstierne til Ågård der i 1447 forlenede sin tjener med en gård i Vendsyssel „for tro tjeneste, han har gjort os og må os gøre”, og senere overlod Anders Nielsen Banner „for tro og villig tjeneste, som Hans Bagge hidtil har gjort mig og herefter troligen skal gøre mig og mine arvinger” gården Vorn og det uden afgift på livstid. Så længe Hans Bagge selv var i live, havde han endnu mere gods i forlening; men brevet nævner, at ved hans død skal gården Vorn overdrages til hans enke, så længe hun lever. Dog med den klausul, at hvis hun skulle få lyst til at gifte sig igen, skal hun følge Anders Nielsen Banners råd; det var jo ikke meningen, at hun på Bannerslægtens bekostning indgik forbindelser med lavadelsslægter, der kunne være knyttet til en højadelsmand, der tilhørte en lokal modstandergruppe.

Gyldenstjernernes trofaste svende stod ikke blot last og brast med chefen i krige og oprør. De gik heller ikke af vejen for at myrde deres leders modstandere. De blev ganske vist dømt, men Gyldenstjernerne frikøbte dem og sørgede for at de fik faste indtægter som lensmænd.

Brødrene Jep Jensen Bagge, Mads Jensen Bagge, Christen Jensen Bagge, Jens Jensen Bagge og Hans Jensen Bagge var alle sønner af Jens Lauridsen Bakke, en lavadelsmand fra godset Ulstrup i Hundborg herred, ikke langt fra Thisted i Thy, som var Gyldenstjernes kerneområde.

Jens Nielsen var væbner 1451

I 1451 var Jens Nielsen blevet væbner på Ellinggaard. Muligvis var han ud af slægten Vognsen af Stenshede i dag Ottestrup ved Sæby. Og i så fald var hans slægt en rodfæstet lavadelig lokal Vendelboslægt.

Morten Nielsen Vognsen af Stenshede var væbner 1455 – 1470

Morten Vognsen støder vi på som ejer af Hjermerslevgård i kilderne fra omkring 1440. Derefter foged eller lensmand på Rolsøgård på Mols. I 1454 blev han beskyldt for at have røvet gods fra vikaren i Århus. Året efter ses han at have givet en gård i Tamholt i Volstrup sogn til Børglum kloster for en evig messe. Han må have været nervøs for at strande i skærsilden. I 1462 findes hans segl med tilknytning til Ellinggaard. Det samme i 1465 beseglede han og hans sønner salget af den del af Bratskov som var deres arv. Han var lensmand eller foged på Ellinggaard fra 1462 til 70, hvor han og hans sønner var medvidner på Elling Kirkegård. Desuden vidner i 1467 og 1470 på det skøde Mourids Gyldenstjerne i 1466 fik sognevidne på Ellinggaards og Lerbæks tilliggende, som var hans rette arve og eje. I 1472 skødede Morten Nielsen ham som foged eller lensmand på Lengsholm,en gård i Snæbum til Mariager kloster.

Morten Nielsens datter Ingerd giftede sig med Niels Pedersen til Egebjerg af Skovgaard linjen. Hun har sandsynligvis overført sine interesser i Elling til sin søn Just Nielsen Skovgaard.

Niels Pedersen til Egebjerg fik i 1466 kongelig stadfæstelse på sin far Peder Stigsens lovhævd på Egebjerg, en mindre herregård i Ugilt sogn. Han samlede på sin og hustruens vegne jordejendom i Thy. Han var tilsyneladende både ilter og drikfældig, idet han slog præsten hr. Jon i Ugilt ihjel under et skænderi og blev dømt fredløs. Men klarede alligevel frisag ved at appellere til kongen, der godtog at han havde handlet i nødværge og påkaldte sig hele sin slægts meriter tilbage til Ebbe Skjalmsen. Han skulle blandt andet have sagt: "jeg havde mit fædrene blod i mig, jeg måtte gøre nødværge og ej lade mig træde på".

Troels Dahlerup tager netop denne sag op som bevis for, at der især blandt den lavere adel var det bedste vidnesbyrd og standsbevidsthed og fortsætter: ”I Himmerland og Vendsyssel levede en beskeden adelsslægt, der førte et fuglevåben, som slægten øjensynligt betragtede som en falk. Mere fornem var familien dog ikke, end at en datter ægtede storbondesønnen Bertel Hørby, hvis slægt næsten arveligt sad på sit herreds fogedstilling. Men med sin hustrus arvelod grundlagde han en lavadelig gren af slægten Hørby, og da han skulle have et passende våben, valgte også han et fuglemotiv, som senere fortolkedes som en urhane”.

Just Nielsen Skovgaard

Just Nielsen Skovgaard lå 1481 i en fejde med sin fars faster Jortret Stigsdatters arvinger om gods i Svingelbjerg, som han arvede efter sin fader Niels Pedersen. Altså igen et bevis for at lavadelen forsøgte at udvide deres jordejendom og dermed magtbase. Han skrev sig 1487 til Egebjerg og var mellem 1500 og 1502 Mourids Nielsen Gyldenstiernes foged på Aagaard. Selvom han og faren havde skrabet en større jordejendom sammen, kaldtes han i 1508 kun for en "beskeden mand", skrev sig 1513 og 1531 til Ellinggaard, selvom han i 1520 takseredes til en formue af 200 Gylden og en indtægt af 8 læster korn og tilbød at yde kongen en hjælp på 16 Gylden.

For ikke så mange år siden fandt en historiestuderende af Mouritz Nielsen Gyldenstjernes fire rejseregnskaber fra perioden 1493-94. De havde forputtet sig i de lensregnskaber for Aalborghus, hvor Mourids samtidigt var lensmand.

Et af disse regnskaber drejer sig om en rejse til Ellinggaard i september 1493. Børge Holdt Madsen skrev i 2001en lille artikel om dette besøg. Han citerede her fra rejsebeskrivelsen. ”Den 20. september medgår til ridt fra Hjørring til Ellinggaard” som, ifølge Holdt Madsen, på denne tid var opført som et såkaldt bulhus. Mourits Nielsen brugte opholdet til at deltage i to messer i Elling Kirke. Her tændte han et vokslys ved alteret og gav et par almisser. Vigtigst var det dog at han opkrævede afgifter fra Hr. Lass Kock, der muligvis var gårdens foged.

Rejsen begyndte den 14. september 1493, hvor Hr. Mouritz forlod Aagaard og rejste mod Kajholm i Rubjerg sogn, en gård han havde ejet siden 1470. Det var strøgods i Bannernes område. Og bønderne afregnede deres landgilde i klingende mønt, hvilket var ret usædvanligt i Danmark på dette tidspunkt. Herfra gik turen til Hjørring, hvor der skete en del pengetransaktioner. Regnskabsmaterialet fortæller, at han gik til messe de to dage han var i byen og at han betalte 1 skilling i messepenge, som må være taksten for en stormand. Kortspil blev det også til. Tabet begrænses til 1 skilling skriver regnskabsmesteren, der var en ukendt munk. Kortspillet foregik hos Mattis Bunde, hvis fire ”møer” fik hver en skilling. Han var vist altid gavmild overfor pigerne.

Dagen efter gik turen til Ellinggaard, hvor kassemesteren var løbet tør for papir og måtte ride til Skagen efter nye forsyninger. Yderligere udbetales der den 21. september 1 skilling i messepenge, dagen efter udbetaltes en skilling til en fattig mand i Elling. Den 23. gik han endnu en gang til messe og betalte en skilling, ligesom en fattig kone modtog en skilling. Her overgiver han 100 mark og 5 gylden til den betroede mand Frederik, som skal ride til Vestervig i Thy for at aflevere pengene. Det må være til provsten på Augustinerklosteret. Der er dog ingen oplysninger om hvorfor provsten skulle have de mange penge. Samme dag giver Lass Kock kassemesteren 40 mark på Ellinggaard. Det er mange penge og svarede til værdien af 13-14 opfedede køer. Sikkert forpagtningsafgiften for Moritz Gyldenstjernes ejendom i Elling sogn. De øvrige rejseregnskaber fortæller samme historie om den rige godsejer, som rejser rundt på sine godser for at kradse penge ind.

På dette tidspunkt ejede Mourits Gyldenstjerne herregården Ellinggaard og Lerbæk med tilhørende bøndergods. Det ved vi fra to sognevidner i henholdsvis 1466 og 1470, samt fra et låsebrev (en slags skøde), som Kong Hans bekræftede i 1484. Her opregnedes Ellinggard, Lerbæk mark, Fladen mark, Skeltved, Nørtved og en saltkedel. Altså hele den sydlige del af Elling sogn undtagen kirken og præstegården.

Efter Mouritz død overtager enken Margrethe Bjelke de mange ejendomme. Da hun døde i 1507, overtog datteren, Anne Mouritsdatter Gyldenstierne Ellinggaard. Ifølge opgørelser arvede hun mere end 500 gårde. Hun oplevede reformationen, dens kulturrevolution og de store magtforskydninger som fandt sted i tiden. I 1545 overtages Ellinggård af datterdatteren Clara Bille. Da Billes mand, Jørgen Sparre, 15 år senere overtager ejerskabet er det samtidig afslutningen på den lange epoke hvor en Gyldenstierne stod som ejer af gården.

Litteratur:

Annalise Damm Koefoed, Nordjysk lavadel omkring 1500, Festskrift til Troels Dahlerup, Aarhus 1985, pp. 191-208.

A.P. Gaardboe, Historisk-topografisk Beskrivelse af Elling Sogn i Horns Herred, Hjørring Amt, Jyske Samlinger, VII, side 224-252 (1878)

Børge Holdt Madsen, Mouritz Nielsen Gyldenstierne og Ellinggaard, Bangsbo Museum og Arkiv. Årbog (2001).

Ingvard Jakobsen, Gyldenstjernerne på Aagaard 1355-1627, Han Herred bogen: Lokalhistorisk årbog for Øster og Vester Han Herred (2007).

Dahlerup, Troels: „For tro og villig tjeneste” i Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie på lex.dk. Hentet 4. februar 2026 fra https://gyldendalogpolitikensdanmarkshistorie.lex.dk/%E2%80%9EFor_tro_og_villig_tjeneste%E2%80%9D

Diplomatarium Hornumense er en omfattende samling af tingsvidner, breve og dokumenter fra Hornum herredsting, Nibe og Nørholm birketing, dækkende perioden 1216-1636. Værket, redigeret af Ole Færch, 2019

Landbohistorisk Selskab/Afdeling for Navneforskning, Adkomstregistrering, (Navneforskning, Københavns Universitet), 1513-1550, Skovgaard.