ELLINGGAARDS HISTORIE >> Kong Chr. VI på royalt besøg af Erik S. Christensen
Store Nordiske krig fik voldsomme omkostninger for kongerigets økonomi. Statsgælden blev syvdoblet fra omkring 600.000 rigsdaler i 1709 til 4 millioner rigsdaler i 1719. Flådens og hærens gæld var vokset til 6 millioner rigsdaler. Heraf skyldte staten alene én million rigsdaler i løn.
Hen mod slutningen af krigen var herremændene og specielt Arenfeldt på Knivholt, nødt til at trække sine bønder i retten for at få dom over manglende betaling af landgilde, tiende og den kongelige majestæts skatter. Det vidner om den store nød der var i samfundet, hvor handelen var gået fuldstændig i stå, og bønderne kun kunne aflevere deres produkter til at holde hæren i live, men absolut ikke få så meget økonomi, at gårdens drift kunne hænge sammen. At det er alle tre betalinger det kniber med og ikke blot landgilde viser krisen er dyb. Landgilden kunne herremanden nok undvære et stykke tid. Men ikke de kongelige skatter og tienden, der skulle afleveres. Her var det herremanden der hæftede på bøndernes vegne, og alle tre skatter må have tæret voldsomt på Arenfeldts likviditet.
Maleri af Christian 6. ankomst til Moss den 3. juni 1733. (Det Kgl. Bibliotek)
Arentfelternes Knivholt med den smukke Italienske have. Gouachen er malet i 1803. (Erik S. Christensen)
Og så var der ulvetid. Mange bønder kom ind fra Mosbjerg, Elling og Tolne med såvel ulveskind fra voksne ulve og levende ulveunger. Der var sat en pris på ulvene, som på denne måde efterhånden blev udryddet. Der er også mange fæstere som flygter fra gårdene og sandflugten florerede og lagde mange gårde øde. Så det tror da også pokker, at herremændene forsøgte at holde fast ved deres fæstere med alle midler. Efter Store Nordiske Krig indførtes stavnsbåndet i 1733. Her blev godsejernes ejendomsret overfor bønderne slået næsten fast. Bønderne kunne dog ikke sælges, men måtte blive på det gods de var født indtil de fyldte 40 år.
På kirkegården ved Gærum kirke er der stadig spor efter 1700-tallets dyrkningsformer
med de lange højryggede agre, hvor vandet blev drænet væk fra kornet. (Erik S. Christensen)
Der er også klager fra Fladstrands købmænd. De er utilfredse med at det er dem der må betale gildet. De må betale både som bønder og købmænd, hvilket gav dem en voldsom vanskelig konkurrence overfor købmænd i andre byer. Disse skulle nemlig kun betale kongelige skatter, ikke landgilde til godsejeren, og det ser ud til at Arenfeldt forsøger at tørre sin dårlige økonomi af på skipperkøbmændene i Fladstrand ved at lade dem betale.
Købmandshandelen var også gået i stå. Store dele af den Fladstrandske handelsflåde var indkøbt på Hallandskysten, og skipperkøbmændene havde altid haft en stor vareudveksling med skærgårdsøer som Donsjö fra Götaelvens udmunding og sydpå eller fra Marstrand og nordpå. Denne handel forsvandt og det blev svært for handelsflåden at operere på de tilbageværende markeder, hvor svenske kapere opererede først og fremmest fra den svenske flådeby nummer ét Göteborg. Der er derfor nedgangstider både for landbrug og handel, hvilket også kan læses ud af Lars Schreber Pedersens artikel om Fladstrands handel før, under og efter Store Nordiske Krig. Disse toldregnskaber fortæller import og eksport, samt antal fartøjer hjemmehørende i Fladstrand og bytte af norsk træ og jern mod danske landbrugsprodukter. Fladstrand havde også en stor eksport af hedetørv til opvarmning og madlavning i de Københavnske husholdninger samt stor handel med fisk til købstæderne i Danmark og Nordtyskland.
Hedebonde fra Jerup hede på vej mod havnen i Frederikshavn med tørv til København. (Steen Møller)
Civilbefolkningen var også trætte af de herskende tilstande. Der var ballade med et par officerer i byen, som påberåber sig militær jurisdiktion, da de bliver slæbt for herredstinget, og derfor ikke kan dømmes. Andre steder var der også ballade. Fusentaster kom til byen, og der var adskillige tyverier, og røverier. En pige bliver simpelthen bortført på åben gade, afført hendes tøj og så bliver hun vandet, hvorefter hun sendes ud af huset igen.
Modstanden mod krigen var stor. Til at begynde med var det herremændene som forsøger at undslå sig for at stille soldater og de gør alle mulige krumspring. Således Jørgen Bille til Ellinggård, der simpelthen forbyder sine fæstere at stille til indrullering og militær exercits under amtmanden. Han forsøgte sig også med at lade være med at bygge vagthuse langs kysten, selvom det var kongeligt beordret.
Senere blev det mere alvorligt. Mange unge mennesker kom i klemme fordi især de små herremænd forsøgte at undslå sig fra at stille soldater fra deres egne godser. De førte retssager mod andre herremænd med påstand om, at deres fæstere og tjenestefolk aldrig havde fået løbepas fra deres gårde. Disse unge mennesker kom i klemme fordi de var opført i rullen, og deres forældre senere havde fået løbepas, men børnene glemte man at give pas, så nu skulle de tilbage på det oprindelige gods for at blive udskrevet til soldat. Så var herremanden fri for at bruge sine egne bønder og deres sønner.
Mod slutningen af krigen bliver det dog værre, her er der ligefrem oprør mod øvrigheden, når der skal hentes soldater. Her findes der to eksempler på faneflugt i retsprotokollerne, som viser, hvor dybt modstanden mod krigen stak. På Hirsholmene havde en ung mand søgt ly for tjenesten, og da han skulle hestes af øvrigheden gik øboerne til angreb og truede de to tjenestemænd med tæsk. Præsten blev senere dømt for at stå bag oprøret, så det har stukket dybt i øbefolkningen.
Også i Raabjerg var der ballade og her blev flere personer dømt for at stille sig hindrende i vejen for indkaldelsen af soldater. Alt i alt ser vi altså et samfund som falder mere og mere fra hinanden, og der er altså ikke forskel på denne krig og alle andre krige. De er kongers og regeringers. Først får de befolkningen med på ofringerne, men efterhånden kommer omkostningerne ved krigen til at betyde at krigene tabes indefra.
Fiskergade og Strandgade i Klyngen i dag. Forandringen fra dengang til nu er vanskelig at få øje på. (Erik S. Christensen)
At der altid har været en stor kulturel udveksling mellem Vendsyssel, Sørlandet, Bohus Len og Halland ses også af navnestoffet, hvor flere skipperkøbmænd bosiddende i Fladstrand har tilnavne som Niels Nielsen ”Svensk”. Derfor er enhver krig et tilbageslag i handel og kulturudveksling over Kattegat og Skagerrak. Selv nationalismen i 1800-tallet, hvor nationalliberalismen forsøgte at puste til den nationalistiske ånd, fik ikke den store betydning for forholdet mellem Danmark og Sverige. Selvom vi hører dumme bemærkninger om svenskere på denne side af Kattegat, og dumme bemærkninger om danskere på den anden side, så har det vist sig at kulturbåndene kan bære, og i dag flytter mange danskere til Sverige. Tidligere var det omvendt, se blot på efternavnet –son, der findes overalt. Bovinslægten der opfattes som dansk er svensk…
Dansborgs stranding den 15. feb. 1714 på skødelund strand (Vendsyssel årbog 1922) gav anledning til mange bemærkninger i tingbogen. Fregattens stranding fik allerede dagen efter tolder og amtmand til at foretage forhør og lave eftersøgning efter ilanddrevet gods. Fregatten var på vej fra Danmark til Ostindien, men derfor var der mange gode ting med alligevel.
Der var også andre strandinger. En af de bedre beskrevne er Tordenskiolds bror Casper Wessels stranding syd for Fladstrand. Noget der også gav anledning til tvister i lang tid bagefter i retsprotokollerne. Både omkring bjergeløn og stjålet gods.
Markedspladsen foran ”Sorgenfri” i Skolegade. Gården genopførtes efter den store bybrand i 1730.
Ud fra devisen, at en enkelt ulykke kommer sjældent alene, brændte de 10 bedste gårde og en lang række gadehuse ned til grunden den 6. juli 1730 og søhelten Tordenskiold var død under en duel i Tyskland i 1720 på vej i fremmed krigstjeneste og et muligt ægteskab med frøken Norris i England.
Retsprotokollerne talte deres tydelige sprog - Jørgen Bille og de andre herremænd var pressede økonomisk. En tilstand der fortsatte frem mod de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet.
Den kloge og indsigtsfulde Jørgen Bille indsendte i 1730 en række forslag til reformer af landets økonomi og landbrug til kongen og var formentlig en af arkitekterne bag indførslen af de tidlige landboreformer, hvor indførelsen af stavnsbåndet var en del af løsningen.
Maleri af Jørgen Bille på Sæbygaard. Jørgen Billes hustru var i slægt med Arenfelterne på Sæbygaard (Erik Salling)
”Det haver ey været det tydske Ordsprog Was nichts zu tun hat, schaft sich was – som haver forvoldt, ieg toeg mig den Frihed at skrive medfølgende, saa som en Propietair i disse Tider ey alleene er Slave af Ambt-Stuen, og maa være Formynder for hver Bonde, hos hvem meere tabes end vindes, men endog dagligt maa være udi Trældom at oppasse sit Gods, for saa vidt mueligt er at kunne holde det udi Stand, olg fattes altsaa ey for det slags Amusements, som mindst er behageligt. Men hvad Landet angaar, som sandelig er, meere end Nogen troer, saa forarmet, at hvis Gud ey vil lade see sin Hielt, og Hans Kongel : Maytt sin Naade og Omsorg for at redde det, da vil det gode Jylland inden faa Tiider sees udi saa elendig en Tilstand dom aldrig før …. ”
Som han er citeret for i Danske samlinger 1868-69 og i Hjørring Amtstidende 1857. Hans brev til kongen blev åbenbart taget alvorligt og nogle af hans forslag skulle have fundet så stor nåde for kong Christian 6., at han gjorde Jørgen Bille til konferensråd på sin rejse til Norge i Sommeren 1733.
Dermed ser vi igen Ellinggaard som en vigtig station på vejen mellem kongerigets to tvillingelande. Hvor længe Christian 6. boede på Ellinggaard ved vi ikke. Men det var et drabeligt følge den stærkt pietistiske konge havde med sig.
Maleri af Christian 6. ankomst til Moss den 3. juni 1733. (Det Kgl. Bibliotek)
Vi ved, at da kongen bliver landsat i Moss den 3. juni 1733 medbragte han en flåde på ikke mindre end 10 orlogsfartøjer med en besætning på 600 mand og 400 soldater, så der må have været et gevaldigt leben på Ellinggaard og i Fladstrand, mens kongen ventede på at den store flåde samledes på Fladstrands red inden afgangen til Norge.
Det var ikke kun landspolitiske tiltag Jørgen Bille foreslog. Lokalt stillede han som den første forslag om at gøre Fladstrand til Købstad allerede i 1734. To år efter blev han udnævnt til Stiftamtmand i Aalborg og Amtmand over Aalborg, Børglum og Skivehus Amter. Han døde dog allerede samme år og Fladstrand måtte vente til 1818 med købstadsværdigheden. Inden da havde Knivholts ejer Mette Bille solgt Fladstrand til købmanden Peder Hansen Højer for 3.900 grov kurant i 1749, som videresolgte til godsslagteren Johannes Gleerup.
Jørgen Bille døde på Gammel Vraa og blev stedt til hvile sammen med sin hustru i Ajstrup kirke. Her fortæller sagnet at Billes røde klædekjole hver gang godset skifter ejer bliver flyttet til godset, hvor han leder efter klædekjolen indtil den igen bliver lagt i kisten.
Farvandet ud for Fladstrand. Jens Sørensens Søkort fra 1695. (Det Kgl. Bibliotek)
Jørgen Billes eneste datter Christine Birgitte Bille arvede Ellinggaard efter faderen i 1736. Hun var året før blevet gift med Schack Vietinghof greve Holck, efter hvis død sønnen Burchard Georg greve Holck i 1776 arvede Ellinggaard og Bannerslund.
På dette tidspunkt ved vi, at Ellinggaard havde 32 ¼ tønder hartkorn hovedgårdstakst, 201 5/8 tønder hartkorn fæstegods og 9 ½ tønder hartkorn mølleskyld.
Herefter solgte greven i 1778 godset til proprietær Niels Mollerup, hvorefter godset gled ud af adelen og ind i borgerskabet.