Store Nordiske Krige og søhelten Tordenskiold

ELLINGGAARDS HISTORIE >> Store Nordiske Krig og søhelten Tordenskiold (v/ Erik S. Christensen)

Slutningen af 1600tallet var opgangstider for den lille fisker- og handelsflække Fladstrand og ikke mindst herregården Ellinggaard kom til at spille en hovedrolle i kong Frederik 4.’s forsøg på at holde Danmark/Norge og Hertugdømmerne samlet og forhindre den svenske kong Karl den 12.’s udvidelse af sit Østersøimperium på Danmarks bekostning.

Med tabet af de svenske provinser Skåne, Halland og Blekinge var Frederik den 4. tændt af et opgør med Sverige. De svenske kongers støtte til den Gottorpske hertug var en evig kilde til uro omkring kongerigets grænser mod syd og den danske konges hertugelige rettigheder i Slesvig og Holsten. Også grænseegnene mod Norge og afståelsen af Jämtland, Härjedalen, Idre, Serna og Bohuslän var hårde slag mod den danske konges magtambitioner.

Tabet af især de tre landskaber på den svenske vestkyst skabte problemer for skibstrafikken mellem København og det Norske tvillingerige. Denne vigtige handelsrute langs den svenske kyst kunne nemt afbrydes af svenske kapere og orlogsskibe. Derfor fandt man en alternativ rute langs Jyllands østkyst med Fladstrand som det vigtigste militærstrategiske hængsel for trafikken over Kattegat til Norge.

Allerede i 1660 og 61 var Laurids Powischs regiment blevet indkvarteret i Fladstrand for at genopbygge fæstningen. Og i august 1675 blev 200 udskrevne nordjyske soldater beordret til at gå i gang med skansebyggeriet ved Fladstrand. De mange soldater istandsatte Nordre Skanse og opførte en Søndre Skanse. Dermed var der opført en skanse på begge sider af Fladstrands havn.

Håndtegnet kort af Fladstrand med befæstninger. Tegnet mellem 1750 og 1770.

Tegneren er ukendt. (Det Kgl. Bibliotek digitale samlinger)

Et “meget nødvendigt og nyttigt værk, thi det er den bedste Havn paa den ganske jyske Kyst indtil Middelfartsund og god Ankerplads”, skrev én af bygmestrene generalkvartermester Selgen Petersen, som sammen med viceadmiral Iver Hoppe i 1686 forestod byggeriet af citadellet ved Fladstrand. Tegningen af byggeriet blev overladt til Anton Coucheron, der bl.a. skabte det karakteristiske Martellotårn, som vi i dag kalder Krudttårnet.

Med udvidelsen af fæstningsværkerne omkring Fladstrand mod slutningen af 1600-tallet er der ikke længere tvivl om, at Fladstrand og Staveren i Norge var de to vigtigste landbaserede anlæg for den dansk-norske flåde.

Med den store militære tilstedeværelse i Fladstrand fordobledes indbyggertallet og den lille flække fik konsumptionstold, som opkrævedes som afgifter at landbrugsprodukter i acciseboderne ved byens indfaldsveje. I 1681 flyttede det kongelige toldkammer fra købstaden Sæby til Fladstrand. Byens øverste tolder var Peder Visberg, som havde været overkirurg i flåden. Han udvirkede at byen fik sin første skole i 1683. Sammen med Iver Hoppe overtalte de kongen til at lade en strandkirke bygge i 1690 ved Fladstrand, som erstatning for den alt for lille Flade kirke.

Fladstrand tilhørte godsejeren, major til søs Otte Arenfeldt, som stillede sin jord til rådighed for kongens opbygning af Citadellet Fladstrand. Otte Arenfeldt havde som kommandør, ligesom naboen på Sæbygård i syd admiralen Niels Juel, fået både hæder og en forøget formue under Skånske krig 1677 – 1679. I 1677 kommanderede han Jægeren med 34 kanoner, året efter Svenske løve med 44 kanoner og mod slutningen af krigen Fredericius Terticus, et betydningsfuldt og stort orlogsskib med 60 kanoner. I det hele taget var næsten alle de store herregårde i området ejet af søofficerer. Både Lerbæk og Lengsholm ejede af tre brødre viceadmiralerne Jens & Markvor Rodsteen.

Den tredje bror Frederik blev gift med Kirstine Beck som ejede Vrå og Klavsholm, der i 1695 købte Ellinggaard af Vibeke Banner.

Det er i Kirstine Becks tid, at Ellinggaard kom til at virke som Corps de Logis for fornemme rejsende mellem Norge og Danmark under Store Nordiske Krig. Fladstrand var på dette tidspunkt en by bestående af cirka 15 bondegårde og 80 gadehuse og havde ikke et herberg til folk af stand.

Den tredje bror Frederik blev gift med Kirstine Beck som ejede Vrå og Klavsholm, der i 1695 købte Ellinggaard af Vibeke Banner.

Johan Jacob Bruuns håndtegnede ”Prospect af Fladstrand at see fra den Sÿdvest Side” fra 1754 (Det Kgl. Bibliotek digitale samlinger)

På Ellinggaard var værten under de mange forhandlinger og gæstebud Jørgen Bille. Han var, uddannet i den danske flåde og havde i 1697 fået tilladelse til at gå i fremmed krigstjeneste i England. Da han i 1699 kom hjem, blev han chef for flådens lærlingekompagni. Indtil han i 1703 fik sin afsked som kommandørkaptajn var han fungerende chef for søkadetakademiet. Året efter sin afsked blev han udnævnt til justitsråd. Det var samme år som han giftede sig med Kirstine Becks datter Ide Rodsteen. Jørgen Bille blev formentlig udnævnt til Etatsråd i 1717. Det passer perfekt med året, hvor søhelten Peder Wessel Tordenskiold, Jørgen Bille og overkrigssekretær, eller det man i dag ville kalde forsvarsminister, tidligere chef for orlogsværftet og viceadmiral Christian Carl Gabel på kongens ordre skulle opføre en embarkeringsbro i Fladstrand til overførsel af tropper til Norge. En etatsråd var på det tidspunkt rådgiver for etaten og ved at give Jørgen Bille denne titel sikrede kongen sig, at Jørgen Bille fik den magt der var nødvendig for at kunne opføre embarkeringsbroen.

Matrikelkort over Ellinggaards hovedgårds jorder.

Opmålt i 1796. (Kort & Matrikelstyrelsen)

Bagtæppet for Ellinggaards historie blev Store Nordiske krig der udsprang af Sveriges imperiebyggeri i Østersøen, der efterhånden var blevet en stor trussel for Rusland, Polen og Danmark. Derfor indgik Frederik 4. en alliance med Peter 1. den store af Rusland og August 2. den Stærke af Polen i 1699 og angreb året efter Sverige. Det fik den svenske krigerkonge Karl 12. til invadere Sjælland med flådestøtte fra sine allierede England og Holland, og Danmark måtte hurtigt indgå en ydmygende fredsaftale i Travental med hertugdømmet Holstein-Gottorp.

Ligesom Danmark led August 2. den Stærke et ydmygende nederlag og Polen blev en Svensk lydstat. Russerne derimod rykkede ind i de svenske østersøprovinser Estland, Livland og Ingermanland, hvor Peter den Store anlagde den vigtige russiske by Sankt Petersborg.

Svenskerne forsøgte sig med et modangreb i alliance med Ukraines hetman (kosak/statsoverhoved), men endte med et totalt nederlag i slaget ved Poltava i Ukraine i 1709, hvorefter Karl den 12. flygtede til det Osmanniske rige, hvorfra han forsøgte at styre Sverige. Reelt set var den svenske krigerkonge dog mere osmannernes fange.

Det forsøgte Frederik den 4. at udnytte og genstartede krigen mod Sverige. Men den danske konge havde ikke styr på logistikken, og han glemte fuldstændigt, at de dansk/norske soldater og deres heste skulle have noget at spise. Da deres forråd derfor ret hurtigt slap op, gik krigen i stå og militæret forsøget at sende skibe til Norge med nye forsyninger. Problemet var blot, at Göteborg var blevet hovedkvarter for en større og stærk del af den svenske flåde.

Vragfisker Sverre Damgaards fangst af danske, svenske, nederlandske og engelske kanoner opfisket i Kattegat.

Her lagt til parade ved Boensgade. (Nordjyllands Kystmuseum)

Denne flåde og de svenske kapere fra Bohuslen blev sat ind mod de danske kornskibe, som blev opbragt ét efter ét, fordi de sejlede uden beskyttelse. Den danske flåde havde totalt overset at svenskerne havde oprustet, og turde bevæge sig rundt i Kattegat, som den danske flåde ellers mente den havde herredømmet over.

Peder Jansen Wessel er født den 28. oktober 1690 i Trondheim i Midtnorge, som nummer 14 i en større børneflok. Forældrene var ud af en gammel købmands og skibsrederslægt med aner fra Bergen, København og Amsterdam. Moderen kom fra den store gård Ringve ved Lade i udkanten af Trondheim. Den store gård blev den velhavende families sommerresidens. Faren var ud over købmand også rådmand i Trondheim.

Der går mange historier om den unge Wessel, men de fleste af dem kan ikke verificeres kildemæssigt. Blandt andet at han skulle have været ret vild som barn og af faderen sat i skrædderlære, men det kan ikke bekræftes. Derimod finder vi ham 13 år gammel i farens ven, den kongelige konfessionarius, altså kongehusets egen præst, Peder Jespersens hjem, måske var han draget til København ombord på et skib som bragte den kongelige familie fra Trondheim til København efter et besøg i det norske. Noget kunne tyde på at den store dreng ikke havde orienteret sine forældre om rejsen.

Tordenskiolds Hus - Übersax gård - på hjørnet af Skippergade og Østergade er først opført efter den store bybrand i 1730,

så Tordenskiold kan alene af den grund ikke have opholdt i huset.

Huset fik sit navn af Smedemester Schaltz, som havde sin bolig og sit værksted i Übersax gård.

I 1704 var Frederik 4. på sin historiske rejse til Norge. Rejsen foregik ifølge bogen De Danske kongers skibe af kommandørkaptajn R. Steen Steensen med kongens jagtfregat Cronen med afgang fra Fladstrand den 29. maj 1704. Vi kan så gætte på, om Frederik 4. havde opholdt sig på Ellinggaard inden sin afrejse. Rejsen foregik i den urolige tid, mens den Store Nordiske Krig hærgede omkring Østersøen, hvorfor kongens rejse nødvendigvis gik over Fladstrand, hvor skibene var beskyttet af kanonerne på Citadellet Fladstrand. Efter sin rejse rundt i Norge vendte kongen med skibet Cronen tilbage til Fladstrand den 31. August. Det var på denne rejse hvor Trondhjem blev anløbet og hvor den unge Peter Wessel blev så betaget af skibene og orlogslivet, at han stak af til København for at blive antaget som søkadet. Cronen var en mindre jagt med 22 mands besætning og 6 stk. 3- pundige kanoner. Den var til Kongens personlige brug og anvendtes hovedsagelig til jagtudflugter og korte lystrejser og var tegnet af den engelske konstruktør Francis Sheldon og bygget på Holmen.

Den 13 år gamle Peder Wessel søgte om optagelse på søkadetakademiet, men blev sikkert fundet for ung. I stedet tog han en hyre på Det Vestindiske Kompagnis skib Christianus Qvintus, hvor han blandt andet sejlede med slaver mellem Guinea og de danske Vestindiske øer. Derefter sejlede han med det Østindiske Kompagnis Fredericus Quartus, hvor han var avanceret til 3. styrmand.

I 1710 fik han på en tur hjem til familien i Norge at vide at han var optaget på Søkadet Akademiet på Holmen. Han afbrød derfor turen, tog hyre som matros på et hollandsk skib, som via den svenske fæstningsby Marstrand sejlede til København. Ikke en ufarlig tur, da Store Nordiske krig mellem Danmark/Norge og Sverige var brudt ud. På vejen spionerede Tordenskiold mod svenskerne og ikke mindst Marstrand, noget som måske viste sig nyttigt senere i krigen. Måske stammer verset om at ”Tordenskiold var polisk, gik omkring og solgte fisk”, fra visen ”Jeg vil sjunge om en helt” fra denne begivenhed.

Prospekt over Tordenskiolds angreb på Marstrand i 1719.

Stik af Jacob Fosie. (Det kongelige bibliotek)

I sommeren 1711 tog han sin eksamen og fik opgaven med at bringe depecher, altså breve, mellem overkommandoen i København og lederen af det Norske forsvar Ulrik Frederik Woldemar rigsgreve Løvendal. Tordenskiold må have gjort et stort indtryk på rigsgreven, som havde store problemer med svenske kapere eller sørøvere i Kattegat. Han fik Tordenskiold overført til det norske forsvar, hvor han fik kommandoen over den lille snau Ormen på fem kanoner.

Løvendal og Peder Wessel mødtes på Ellinggaard i vinteren og foråret 1712, hvor den norske stadtholder - kongens stedfortræder i Norge - boede med sin familie mens de ventede på overfart til Norge.

Det var her på Ellinggaard, at Peder Wessel fik løftebrevet – et brev til den øverstkommanderende general i Norge Casper Herman von Hausmann, hvori Løvendal det 12. mart 1712 skrev ”Ich Hofe ihm baldt Ein bessser fahr zeug zu vershafen. Adio”

Frem til 1716 var Peder Wessel krydserchef på Kattegat, hvor han så hurtigt opnåede store resultater med at rydde Kattegat for svenske kapere, at han gik under betegnelsen ”Kattegats skræk”. To måneder efter mødet på Ellinggaard i maj 1712 overtog Peder Wessel kommandoen over den nybyggede fregat Løvendals Galaj med 20 kanoner. Overtagelsen fald sammen med det eneste søslag nogensinde ved Hirsholmene ud for Frederikshavn som Wessel derfor ikke kunne deltage i. Her havde den svenske admiral fra Göteborg forsøgt sig med et angreb mod den danske flåde der lå opankret ved Hirsholmene den 11. maj 1712. Det spændende slag er godt beskrevet i kilderne og den overlegne svenske flåde fik nogle læsterlige tæv, og turde ikke senere nærme sig Fladstrand.

Slaget ved Fladstrand 1712 (Rigsarkivet)

Under et togt i Østersøen i 1715 under admiral Carl Christan Gabels ledelse erobrede, omdøbte og overtog Tordenskiold den svenske flådes mest moderne fregat Vita Örn og omdøbte den til Hvide Ørn. Sammen med skibet tog Peder Wessel også den svenske admiral H. Wachtmeister til fange.

Gabel kaldte igen på Peder Wessel i 1715, da han havde brug for en dygtig kaptajn, som kunne lede en flåde af mindre specialskibe der kunne operere langs og indenfor den Bohuslenske skærgård. Her var Krigerkongen, den svenske Karl den 12., efter fem års flugt vendt hjem til Sverige efter at have lidt nederlag til Rusland. Nu ville han forsøge at erobre Norge ved et angreb på den norske grænsefæstning Frederiksten. Peder Wessel fik imidlertid forpurret den svenske konges planer ved at angribe den svenske transportflåde inde i den fjord som heder Dynekilen og det svenske angreb gik i stå.

Denne konvojering er den Tordenskiold udvikler til perfektion, og som var hans vigtigste opgave under krigen. Konvojeringen betyder at fronten i Bohuslen ikke bryder sammen, men heller ikke at det bliver muligt at avancere. Derfor forsøger Tordenskiold sig med det vellykkede angreb på Marstrand, og det mislykkede angreb på Göteborg. Kun det sidste havde udgangspunkt fra Fladstrand.

Efter slaget i Dynekilen i sommeren 1716 var Tordenskiold overbevist om, at der nu var en formidabel chance for at rulle hele den svenske hær baglæns ud af Norge og måske endda generobre Bohuslen.

Brev underskrevet af Tordenskiold i Christiania 1716.

Den 22. november 1716 var Tordenskiold hjemme i København. Her skrev han et brev til kongen – Stormægtige arvekonge, allernådigste herre. Anledningen var, at kongen havde bedt om at få overført et kavaleriregiment fra Fladstrand til Norge. For at det kunne lade sig gøre bad Tordenskiold kongen om at beordre justitsråd Bille på Ellinggaard til at gå ham til hånde ved ankomsten og på forhånd at tilvejebringe nogle mindre både, som kunne anvendes til at fragte hestene ud til de skibe som lå og ventede ved Fladstrand. En befaling som kongen udstedte den 27. november

Sammen med dette brev havde Tordenskiold et ønske til kongen vedrørende hans søster Anna Catharina, der den 23. november var blevet gift med sognepræsten Jens Larsen Glisborg og som søgte sogneembedet i Hafslo ved Sognefjorden. Glisborg fik kaldet.

To dage efter, d. 25. bad Tordenskiold kongen om at forfremme flere af hans officerer fra slaget ved Dynekilen.

Dagen efter den 28. november havde Tordenskiold og Jørgen Bille været til møde hos Ole Judichær på Bremerholm for at finde ud af, hvordan embarkeringen af hestene kunne gøres på den mest sikre måde. Judichær var ikke bekendt med situationen i Fladstrand. Men Bille og Tordenskiold forsikrede ham om at en 60 alen lang bro kunne række til at man kunne nå ud til en vanddybde på 7-8 fod. Broen ville kunne udnyttes gennem længere tid og på den måde være nyttig til embarkering af bagage og mandskab så længe kontakten med Norge skulle fortsætte. Brevet fortsatte med at bede kongen om omgående at lade transportfartøjer sejle til Fladstrand med alt det tømmer, materialer og en rambuk, som skulle anvendes til byggeriet. Derefter bad de kongen om at kaptajnløjtnant Peter Baad, som gjorde tjeneste ved embarkment og debarkment ved russiske kavaleri på Veen, (han må have været logistikekspert med hensyn til lastning og losning af heste) skulle forflyttes til Fladstrand. Desuden skulle der medfølge en kvartermand og fire tømrermænd fra Holmen, som havde arbejdet med brobygning ved Wartenbugt. Til at betjene rambukken kunne man anvende soldater fra fæstningen, hvorfor der skulle bilægges sendingen en ordre til kommandanten om at stille soldater til rådighed til byggeriet. På Holmen havde man projekteret byggeriet af nogle fladbundede smakker, som de tre mente skulle samles i Fladstrand. Dertil kom otte (flyde)broer til heste, som kunne bruges sammen med smakkerne til transport af heste ud skibe på dybere vand. Det gjaldt om ikke at gøre hestene nervøse og ophidsede under transporten.

Fladstrand – illustration bragt i Danske Atlas.

Kongen approberede efterfølgende de tre officerers memorandum.

Den 28. november lå han på Københavns red med orlogsskibet Laaland

Den 30. november stillede han sit eget skib Makrellen til rådighed for transporten af kavaleri, men anvendtes til provianttransport. Skibet var et af dem Tordenskiold havde taget som prise ved slaget i Dynekilen.

Den 2. december lå han til ankers ved Anholt ombord på Laaland

Den 9. december lå han for anker ved Hirtsholmene og ventede på at vejret artede sig så han kunne eskortere 18 coffardi og transportbåde til Norge. Vejret havde været så dårligt, at en transport til Norge var gået galt. Stormen havde lavet skader på flere skibe og blæst dem fra hinanden. Blandt andet Søndermanland, som efter at være ankommet alene fra Norge til Fladstrand, måtte sejle til København for reparation og Tordenskiold bad kongen om et erstatningsskib. Man fornemmer at tiden var knap. De 18 coffardiskibe med magasinkorn til Norge skulle af sted så hurtigt som muligt, så Tordenskiold kunne vende tilbage for at indlade det af kongen bestilte kavaleri.

Krudttårnet på sin redoute under det store havnebyggeri omkring 1883.

Den 13. var han ikke kommet af sted endnu. Det havde været bidende koldt og det stormede. Men nu skulle han afsejle med de 18 coffardiskibe. Derfor beordrede han mandskabet og officerer på alle de skibe som kom til Fladstrand, skulle stille sig til rådighed for justitsråd Bille, sådan at embarkeringsbroen til kavaleriet kunne blive færdig inden Tordenskiold vendte tilbage fra Norge.

Den 17. december skrev han fra Christiania til kongen om den katastrofale rejse, hvor flere skibe blev beskadiget og to blev slået til vrag på svenskekysten.

Den 23. var han ved Moss og den 24. ved Fredrikstad Her gav han ordre til at finde ud af, hvor mange skibe der egentligt var gået tabt i stormen at rekognoscere fjenden for at finde ud af, hvor den var og var i stand til. Desuden skulle de skibe som var strandet og som ikke var slået til vrag brændes, så de ikke faldt i hænderne på fjenden. Han bekymrede sig også om erstatningsskibe. Men der fandtes ikke en brugbar rulle over mandskabet, så det måtte tilvejebringes. Desuden bekymrede han sig voldsomt om økonomien.

Den 26. var han i Larvik og dagen efter i Staveren, hvor han forberedte en returnering til Fladstrand. Han var bekymret for om det ene kompagni fynske soldater der var blevet overført, var nok og havde forsøgt at erstatte de manglende soldater med norske, som dog ikke var ekviperede til vinterkrigsførelse.

Den 29. er vejret fint og Tordenskold giver en skideballe til en skibsfører for ikke at afsejle som beordret. Tordenskiold ventede et svensk angreb i de norske grænseegne.

Den første januar skrev han fra Lauervigen at nu havde isen lagt hindringer i vejen for sejladsen. I stedet forsøger han at styre begivenhederne. Ud over soldaternes ve og vel bekymrer han sig også for sit eget skib og mandskab da han den 2. januar beder skibsskriveren om at få leveret skibsøl, salt, brændevin, brænde og rugbrød.

Stille kan han ikke sidde og han får bugseret Laaland ud af havnen i Staveren og krydser derefter rundt i Kattegat for at opsøge fjenden og føle dem på tænderne. Den 7. januar ligger han til ankers ved Fladstrand, hvor han finder embarkeringsbroen færdigbygget og klar. Men nu mangler de skibe som er til reparation eller som er iset inde i Norge og han beder kongen om alt hvad der kan undværes til den store transport.

Til admiralitetet skriver han, at eskadren ved Fredrikstad mangler mad, som han beder om i Danmark, da der ikke findes mad der kan undværes i Norge.

Den 11. januar beder han byfogeden i Fladstrand Søren Nielsen om at skaffe brænde øl, salt og brændevin, hvis det kan lade sig gøre.

Fiskergade i Fiskerklyngen i Fladstrand omkring år 1900.

Dagen efter skriver han til kongen, at han har taget den tilfangetagne svenske major Nieroth med sig til Fladstrand og håber at kongen vil modtage svenskeren, som sikkert har gode oplysninger om situationen i Skåne.

I et andet brev beder han Bille om at få leveret noget af det oksekød kongen opbevarer på Ellinggaard.

Den 17. beordrer han løjtnant Normand hurtigt at sejle de destinerede magasinskibe til Fladstrand.

Samme dag, søndag den 17. ankom transportfartøjerne og lastningen begyndte med hø og havre samt bagage. Lastningen fortsatte i de kommende dage. Den 24 om morgenen ankom to kompagnier kavaleri, som blev indskibet. De næste dage ankom fem kompagnier drypvis og den 25 ankom det ottende kompagni.

Til embarkeringen anvendtes den på stedet lavede hestebro samt de 5 medbragte broer, som sammen med 5 kåge og andre små både anvendtes til embarkeringen. Fra Aalborg ankom 7 transportskibe med omtrent 11000 tons korn.

Den 18. forlanger Tordenskiold at byfoged Søren Nielsson sørger for at skaffe lys til flåden i de fem til seks dage det vil tage at embarkere kavalleriet. Byfoged Søren Nielsen i Sæby var ikke fem potter pis værd, siges det. Han havde ikke nogen egentlig uddannelse, og især retsområdet fik han lagt fuldstændigt ned i sin inkompetence. Hertil kommer, at han i udstrakt brug benyttede sig af nepotisme.

På tysk skriver han til general Wedel, at alt er parat til overførsel af generalen og det jyske regiments kavaleri, så snart vinden tillader det. Al kommunikation med generalen foregik på tysk.

Tordenskiold mente at det tog for lang tid for Løjtnant Nordmand at indlade korn i Aalborg og Hals, hvorfor ham bad krigskommissær Bertel Hauch om hjælp til at tænde op under arbejdet og at han sender Nepturnus med de nødvendige ordrer.

Bag det hele anes konflikten mellem Tordenskiold og flere andre officerer og Tordenskiold er nervøs for om planerne er røbet, da svenskerne i al hast befæster kysten ved de gamle værfter, som var hans mål for angrebet. Her var det meningen at de to værfter skulle ødelægges, sådan at de ikke længere kunne bygge skibe til de svenske kapere, som var en ren pestilens i Kattegat. Tordenskiold forlanger at i hvert fald Raa og Pakkan skal krydse mellem Skagen, Marstrand og Göteborg og opbringe skibe på vej til Göteborg. Skibene skal kontrolleres og deres post skal åbnes og læses for at finde ud af hvad der sker. Han opdager at flere frigivne svenske officerer forsøger at komme tilbage til Sverige på nederlandske skibe.

Konstruktionstegning af fregatten Raa

Officererne på skibene forsøger at undslå sig og patruljeringen på grund af skibenes brøstfældighed. I stedet sender Tordenskiold alle de tømrermænd han kan undvære og bestiller materialer.

I forbindelse med opmarchen til det mislykkede slag ved de gamle værfter ved Göteborg i begyndelsen af maj 1717, skriver Tordenskiold et brev til kongen fra Fredrikstad om konvojeringen af de mange skibe fra Fladstrand til Norge. Først beklager han forsinkelsen af sejladsen, som først fandt sted den 24. januar 1717. I alt var der, skriver han, 125 skibe med i konvojen. Heraf 30 skibe med kongens magasinkorn. Til Gyldenløve skriver han at konvojen var fremme den 26. januar. Årsagen til forsinkelsen var, foruden det dårlige vejr med kontrære vinde. Men også jagten på to fjendtlige orlogsskibe, som skulle holdes væk fra konvojen.

I Fladstrand og Sæby synes der ikke at være andre anvendelser for byernes beboere end at være skaffere. Altså sørge for mad og vand til dyr og mennesker og støbe lys, så der kan arbejdes ombord på skibene.

Under krigen opstod mange myter om Tordenskiold. Vi ved at han selv var ophavsmand til mange, men befolkningen havde brug for moralsk opbakning og heltekvad for at holde krigen ud. Og som man siger, så er det første offer i krig altid sandheden.

Balthasar Denners berømte maleri af Tordenskiold omkring 1730. Frederiksborgmuseet)

Myterne om Tordenskiold genopstår i midten af 1800tallet, hvor dansk nationalisme var drivkraft i tiden op til og under grundlovsindførelsen. En nationalisme der fik lov til udfolde sig politisk i de nationalliberale, der satte standard for både kunst og historie. Her skabtes alle myterne, der fik katastrofal betydning for Danmark i 1864.

Den døde svenske krigerkonge bæres væk fra fronten ved Halden efter at være blevet ramt af en norsk finskytte i 1719.

Billedet findes på kunstmusset i Göteborg (Erik S. Christensen)

Nationalismen har haft betydning for dannelsen af myter både i Norge og Sverige med Karl den 12, der i dag er symbol for den svenske nationalisme. At vi så kan diskutere med nordmændene om Peder Wessel er noget skrækkeligt noget. Peder Wessel var født i Norge, men Norge var lige så lidt som Danmark en nationalstat. Der var tale om et tvillingerige underlagt den samme fyrste. Så derfor havde Peder Wessel svoret troskab over for Kongen, der var konge i begge lande, ligesom han i øvrigt var fyrste i flere Nordtyske lande.