ELLINGGAARDS HISTORIE >> Godsslagterne af Erik S. Christensen
Med enevældens indførelse i1660 påbegyndtes en langsom ændring af det danske herregårdslandskab da borgerskabet i byerne fik mulighed for at købe adelsgodser. Christian den Fjerdes merkantilistiske handelspolitik og den lukrative udnyttelse af kolonier i både Øst- og Vestindien skabte et ret velstående købmandsborgerskab især i København, som gjorde det muligt at købe de godser, som adelen satte til salg. Med enevældens indførelse i1660 påbegyndtes en langsom ændring af det danske herregårdslandskab da borgerskabet i byerne fik mulighed for at købe adelsgodser. Christian den Fjerdes merkantilistiske handelspolitik og den lukrative udnyttelse af kolonier i både Øst- og Vestindien skabte et ret velstående købmandsborgerskab især i København, som gjorde det muligt at købe de godser, som adelen satte til salg.
Den danske koloni Tranquebar i Indien
Med Jørgen Billes datter, Kirstine Birgittes død i 1767, arvede hendes mand Schack Vittinghof Greve af Holck Ellinggaard sammen med mange andre af slægtens herregårde i Nordjylland. Ved grevens død i 1776 overtog sønnen Burchard Georg Greve Holck Ellinggaard, men solgte to år efter den og Bannerslund. De to gårde havde dengang en størrelse på 32 tønder hartkorn hovedgårdsjord og 201 tønder hartkorn bøndergods.
Køberen var ifølge Pantebogen Nr. 40 i Viborg Landstingsarkiv Fol. 620 proprietær Niels Hansen Mollerup fra Østergaard i Fjellerup sogn, hvorefter Ellinggaard den 6. juni 1776 gled ud af adelen og ind i borgerskabet.
Dansk økonomi i 1700-tallet var som at køre i rutsjebane. Store Nordiske Krig efterlod et samfund med en kæmpe gæld, som til dels løstes ved at udstede pengesedler uden dækning. Landbruget var håbløst gammeldags og skreg på reformer. Produktiviteten var knap nok til at brødføde landets egen befolkning og kunne slet ikke følge med den stigende efterspørgsel efter korn til de industrialiserede områder i Europa og ikke mindst til England.
Frederik 5. lempede på de strenge censurlove i 1755 for at skabe diskussion om landbrugets udvikling, men kom derved til at åbne for den liberale tankegang, som i sidste ende førte til en fuldstændig forandring af den sociale, politiske og økonomiske udvikling i Danmark fra landboreformerne i 1788 til Næringsfrihedsloven i 1857.
Struensees anordning om hoveriet
Christian 7. fortsatte i sin fars fodspor og lukkede hans liberalt tænkende livlæge J.F. Struensee ind i det politiske maskinrum i 1770, hvor denne omgående fik mange fjender blandt adelen. Især hans registrering af bøndernes hoveri vakte anstød blandt godsejerne. Disse så det som en alvorlig indskrænkning i deres ret til at udnytte bøndernes arbejdskraft. På nabogodset Knivholt var hoveriforpligtigelsen dengang 113 dage om året. Næsten en tredjedel af året måtte bønder derfor arbejde med kørsel, pløjning, såning, høst samt grøftning med mere på hovedgårdsjorden. Hoveriet i området var dog ikke stort i forhold til andre steder i landet, hvor hoveriet fyldte op til 200 arbejdsdage om året. Så hoveriet var væsentligt for godsernes økonomi på bekostning af bondejorden. Godsejerne fandt ret hurtigt en så alvorlig årsag som en majestætsfornærmelse til at kunne støde Struensee fra magten i 1772. Dermed faldt reformprocessen sammen under enkedronning Juliane Marie og geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg.
Det var dog for sent og kronprinsen den senere Frederik 6. kuppede sin far og fik overladt regeringsmagten til sig selv og fik indsat sine nærmeste rådgivere Christian Ditlev og Ludvig Reventlow i centraladministrationen fra 1784.
Frihedsstøtten
Dette blev indledningen til den totale omkalfatring af Danmark - under et kaldet landboreformerne - fra 1788, men som var meget andet end ophævelsen af stavnsbåndet og en nyfordeling af jorden mellem bønderne og godsejerne. Det var en svær tid for Danmark. Internt var der stadig stor modstand mod forandringerne, bønderne lugtede frihed og uden for landets grænser pressede de liberale revolutioner sig på. Mange godsejere, som Jens Klitgaard på Bangsbo, valgte at opgive landbruget og sælge deres godser. I 1801 måtte kronprinsen vælge mellem pest eller kolera, og kastede Danmark ind i Napoleonskrigene på Frankrigs side. En tabt krig som betød at kongen måtte standse sine betalinger, at kongemagten mistede sit norske tvillingerige og at de danske bønder forlangte politiske rettigheder, som Frederik 6. dog ikke var til sinds at give dem.
Martinus Rørbye tårnet lige efter englandskrigen
Niels Hansen Mollerup døde i 1792 og hans enke Karen Wraae Lassen overtog Ellinggaard. Hun var ikke sen til at udnytte at bønderne fik mulighed for at købe de gårde de boede på og den jord de dyrkede fra 1793, og hun fik i 1798 bevilling til at sælge godset med forbehold for hovedgårdens frihed. Det skete ved et reskript af 9. maj 1798, hvor Karen Vraae Lassen, enke efter proprietær Mollerup, ifølge Rentekammerets Resolutionsprotokol Nr. 116 fik bevilling til at afhænde bøndergodset fra Ellinggaard og underliggende avlsgård Bannerslund, uden at hovedgårdstaksten skulle tabe sine rettigheder.
Karen Wraae Lassen boede ved folketællingen i 1801 hos sin ældste søn Peder Thøgersen Mollerup på Ellinggaard, som hun afstod til ham i 1803, selvom mandtalslisten for Elling sogn fortæller, at han allerede ejede gården i 1801. På det tidspunkt var bøndergodset solgt fra. Det er ikke muligt at opgøre godsets størrelse præcist, men en gennemgang af skifteprotokollen for Ellinggaard viser at et bredt udsnit af områdets huse og gårde tilhørte Ellinggaard. Mange huse i byerne Strandby, Jerup, Holmen, Rimen og Bratten og gårdene Folden, Fredborg, Ellinggaards mølle, Lerbæk mølle, Hedeledet, Heden, Vindbæk, Frøkær, Skarnvad, Ydegård, Nielstrup, Øster Broen, Engen, Råsig, Vester Holmen og Ledet alle i Elling sogn. Hertil huse i Kvissel, Skoven, Hedeås, Napstjært, Odden, Klitten, Sørig, Bunken, Lodskovvad, og Heden i Åsted, Råbjerg, Gærum, Tversted og Tolne sogne, havde hørt under Ellinggaard som fæstegods. Hun beholdt dog 20 til 30 tønder land skov, der hørte til gården. Skove bestående af eg, bøg og el.
Matrikelkort over Elling sogn
Med sønnen Peder Thøgersen Mollerup synes gården at blive udsat for en række stråmandsmandshandler. Han solgte nemlig straks hovedgården for 8700 rigsdaler med ufri jord og uden bøndergods til forpagter Morten Madsen på Asdal. Morten Madsen optræder i flere godshandler i området, sikkert som stråmand for de store godsslagtere, som Johannes Andersen Glerup, Søren Bering, Anders Christensen Brønnum, Michael Brandt og Arent Hassel Rasmussen. Morten Madsen overdrog i øvrigt straks gården til prokurator, landvæsenskommissær og landeværnskaptajn Poul Uttermøhlen. Han døde dog allerede 60 år gammel den 14. maj 1811 klokken fire om morgenen af udvendige halsbylder. Utthermøhlen havde været kaptajn i det landeværn, der blev oprettet under englandskrigen. Før han overtog Ellinggaard havde han været forpagter af Rønnovsholm og på Bratskov. En overgang boede han i Hjørring, hvor han stod for ombygningen af Sct. Katrine kirke i slutningen af 1700tallet. Kort tid før sin død solgte Poul Uttermøhlen den 26. april 1811 gården Lien fra Ellinggaard.
Samme år som Utthermøhlen døde solgtes Elllinggaard med sine 45 tønder hartkorn på auktion til svigersønnen justitsråd Frederik Christian Udbye til Odden og Ellinggaard kastes nu ind i anbringelsen af penge i herregårde i forbindelse med det lukrative kongeligt privilegerede sørøveri under Englandskrigen.
Kongens tilladelse til at der blev drevet lovligt sørøveri fra Fladstrand
Et af de vigtigste var aktieselskabet Vendsyssel Kaperrederi, der rådede over fire fartøjer. Her var stifterne og direktørerne for det Vendsysselske Kaperrederi kaptajn, havnedirektør, fæstningskommandant og leder af paketfarten til Norge Claus Hartvig Henne fra Fladstrand, byfoged, kancelliråd, strandings- og sandflugtskommissær Ole Christian Lund fra Skagen, Justitsråd, proprietær Frederik Christian Udbye på Odden og månedsløjtnant, skipper og reder Johannes Risom fra fortet på Deget. Købmand Christen Thomsen Høgsted fra Hjørring og hans svoger, brændevinsbrænder, købmand og agent Mads Rostock Bang, der ud over gården Stjernen Fladstrand også ejede Lerbæk, var aktive parthavere i kaperrederiet. Repræsentationen af søværnet, lokaladministrationen og erhvervslivet i Vendsyssel Kaperrederi A/S bidrog til rederiets og indehavernes succes, hvor mange søofficerer tjente helt godt på de tagne priser.
Historikeren Carl Klitgaard skriver i bogen ”Blade af Vendsyssels Historie”, 1899, bl.a. følgende: ”Vensysselske Kaperrhederi”, for hvilket Kjøbmand Bang i Frederikshavn er kasserer. Dette selskab havde 2 kapere, nemlig ”Strandvagten”, ført af den modige Henrik Kaalund, og ”Strandvagtens Assistent”, ført af Ole Eriksen. Disse 2 gjorde flere gange gode affærer; saaledes tog Strandvagten i Juli 1809 en kuf med en kostbar vinladning, og i april 1809 den svenske brig ”Gustav Vasa”, kommende fra Portugal med salt og sydfrugter m.m. ”Assistenten” tog bl.a. en galease ”Emanuel” med kaffe. Generalforsamling af interessenter i Vendsyssels Kaperrhederi holdes hos kjøbmand Høgsted i Hjørring”.
Englandskrigen:
Christian Mølsteds maleri af kanonbåde i kamp mod engelsk orlogsskib fra 1896
Fladstrands økonomiske elite med folk som krigskommissær Frantz Übersax, strandingskommissionær Lars Falster Hedemarck og en række af byens førende købmænd som Niels Fred, Henrich Kahlen og Mads Bang tog ivrigt del i handlen på Norge under krigen. Men de var langt fra alene. Muligheden for at tjene mange og hurtige penge på handlen på Norge lokkede mange, der til hverdag ellers ikke beskæftigede sig med handel, til at tage del deri. En af dem var den tidligere nævnte månedsløjtnant, Johannes Risom. Den 23. marts 1810 sendte han med jagten "Haabet", ført af Kragerø-skipperen Ole Alsing, korn, flæsk, smør og malt til Kragerø. Fire dage senere lod han et nyt parti varer udskibe med jagten "Actis", ført af skipper Jacob Jacobsen fra Stavern. Målet for denne sejlads var Larvik.
Baggrunden for dette lovlige sørøveri var en plakat, der er en form for en bekendtgørelse, udstedt af kongen den 17. september 1808: ”Da meget ofte indtræffer, at betydelige priser indbringes til Fladstrand, men da denne by ej har Kjøbstadsrettigheder, saa maa ifølge Kaperreglementet disse Priser ej sælges der, men skulle bringes til en Kjøbstad, hvilket gjør at Fjenden meget ofte tager dem tilbage, som ogsaa nyeligen er sket med en meget betydelig Prise, idet den fra Fladstrand af passerede Grenaa. Vi befale derfor herved, at Fladstrand By skal i Henseende til Kapersagen og Opbringelse betragtes lige med Kjøbstæder i Vore Riger”.
Den 21. november 1808 strandede det engelske skib THE JOHNS ved Skagen. Ombord var den skotske skibspræst James McDonnald. Han fortæller om sit møde med Skagens byfoged Ole Christian Lund, en mand, som han absolut ikke brød sig om.
”Vi talte sammen på tysk, men han talte det så slet, at jeg snart blev træt af ham. Han syntes at være mere ivrig efter at få at vide, af vad art ladningen var, end om vi alle vare frelste og havde udsigt til at komme os”.
James McDonnald fortalte senere i sin udgivne rapport levende om turen mod Fladstrand.
”Vi kørte først uden store vanskeligheder langs kysten, hvor jeg på en strækning af en dansk mil talte 35 vrag. Snart forlod vi imidlertid strandbredden og fulgte en slags hjulspor – veje findes ikke i denne sandørken -, som førte os i en afstand fra en til tre engelske fjerdingvej bort fra kysten. Kulden var streng, sneen var på sine steder sammenføjet i flere fods højde, og bønderne tog ofte fejl af vejen. Naturligvis kom vi meget langsom frem, som regel 3 engelske mil, stundom kun halvanden, i timen”.
Landskabet blev beskrevet som næsten umenneskeligt barskt.
”Hele egnen rundt om os, så langt øjet kunde række på en klar dag, var der ikke et træ, en busk eller et græsstrå at se”.
Ensom Hytte ved Frederishavn
”Hvor sneen af stormen var bleven fejet bort fra jorden, så man den nøgne sand eller mager hede. De få spredte hytter, der nu og da viste sig, svarede til landskabets almindelige elendighed. De er opførte af træ fra skibsvrag, sletbyggede og klodset sammentømrede og er lige uskikkede til at skærme beboerne mod sommerheden og vinterkulden”.
Han fortæller også om områdets store fattigdom og er forbavset over venligheden hos de Vendelboere, han møder. En venlighed der giver sig udslag i, at de deler ud af den bedste mad, de har.
”I en afstand af omtrent 8 engelske mil fra Skagen standsede vi en halv times tid og forsøgte at få nogle forfriskninger. Her ligesom i Skagen fandtes intet andet brød end en grov blanding af rug, byg og fiskeben, stødt og æltet sammen og bagt til brød af forskellige størrelser af farve som snus og næppe spiseligt for mennesker, der ikke havde været vante til den allersletteste føde. Jeg havde ikke smagt brød de sidste 9 dage og søgte uheldigvis at presse noget af denne slags ned i min strube, men satte næsten livet til ved eksperimentet. Jeg blev så syg, at jeg kun kunde rejse to mil videre og var nødt til at blive hele aftenen og natten i en bondehytte ved vejen. De stakkels mennesker gjorde for mig alt, hvad de kunne, og var heldigvis i besiddelse af 2 æg og 4 kartofler, hvilket var det mest velkomne og velsmagende måltid jeg nogensinde har smagt”.
Efter et par døgn når han fra Skagen til Fladstrand, som ikke var en by, der gjorde særligt indtryk på skotten.
”Omtrent kl. 2 om eftermiddagen nåede jeg Fladstrand, en ubetydelig by, med nogen skibsfart, en dårlig havn og beskyttet mod søsiden af et batteri”.
Fiskerlejet Fladstrand fik købstadsrettigheder under navnet Frederikshavn den 25. september 1818 midt i en turbulent tid med statsbankerot og ulmende politisk liberalisme.
Matrikelkort Ellinggaard 1810
Perioden mellem Landboreformer og demokrati var en vanskelig balancegang for landets embedsmænd. Englandskrigens dyrtid kunne gå så hårdt ud over embedsmændenes økonomi at de måtte gå fra hus og for flere betød det, at de selv tog af kassen. Kommunikationen med centralmagten i København var enten nødtørftig eller ikke eksisterende længst ude i provinserne.
I den lille handelsflække Fladstrand, senere Frederikshavn var der mange eksempler på den korruption der fandt sted før under og efter englandskrigen. Mange embedsmænd havde ikke de indtægter som var nødvendige for at opretholde den facade der forventedes, og mange havde ekstraindtægter og dobbelte embedsværk. Byfoged Lund i Skagen er et eksempel på sammenblandingen af offentlige og private interesser. Også Karen Blixens oldefar Frederik Westenholst er dybt involveret i lovligt sørøveri som embedsmand, officer og købmand. Han ender senere som by- og herredsfoged i Frederikshavn efter at Fladstrand i 1818 fik sine købstadsrettigheder. Her falder han for fristelsen til at tage selv og ender i unåde.
Den såkaldte statsbankerot efter Napoleonskrigen fik voldsomme konsekvenser for Nordjylland, hvor fire af fem Aalborgensiske storkøbmænd måtte dreje nøglen om og By- og Herredsfogeden i det sammenlagte Horns-Vennebjerg Herred forsøgte at redde sine indtægter ved at anbefale at Fladstrand blev ophævet som Købstad. Ikke mindst fordi indtægterne gennem Englandskrigen var gået udenom Hjørring og var landet i Fladstrand.
Mens enkelte embedsmænd forsøgte sig med kassedyk, var andre dybt involverede i svindel med strandinger. Her arbejdede embedsmændene sammen om at tryne de mange strandede søfolk.
Det var ikke længe Christian Udbye kom til at eje Ellinggaard. Hans enke Johanne Udbye, født Uttermøhlen, solgte kort efter hans død den første april 1812 ved en auktion gården for 50.500 rigsdaler til den tidligere ejer Peder Tøgersen Mollerup. Den 8. maj 1813 blev der meddelt bevilling til en udparcellering af Ellinggaards hovedgårds marker, og i juni solgte købmand Peter Thøgersen Mollerup i Aalborg en mindre parcel af disse marker til ejeren af Gaarden Lien.
På egnen fortælles det at Peder Thygesen Mollerup havde solgt den parcel af gården Vestermark, hvorpå gården Mølgaard senere blev oprettet, ligesom han også skulle have solgt flere parceller af Vestermarken til beboerne i Kvissel og Ribberholt. Samme år solgte han hovedparcellen med mere på 10 7/8 tønder hartkorn med mere for 10.833 1/3 rigsbankdaler til Peder Stoere. Han gik, som cirka 50 andre godsejere fallit i 1825 og Ellinggaard blev overtaget af statskassen på grund af skatterestancer. Det store antal fallitter skyldtes at det lukrative norske marked var kommet under svensk kontrol og korneksporten tillagt store toldafgifter, en større overproduktion af korn i hele Europa efter ophøret af krigen og så voldsomme begrænsninger i eksporten af korn til England. En tilstand der varede indtil 1837, hvor England igen åbnede for import af korn fra Danmark. Hertil kom den økonomiske krise som følge af krigen, som populært kaldes statsbankerotten i 1813. De nye godsejere havde sikkert købt for dyrt og optaget store lån for at udvikle landbrugene på godserne. Lån som de ikke havde mulighed for at tilbagebetale lånerne.
Vil du læse videre om perioden anbefaler vi blandt andet bøgerne om Englandskrigen i Nordjylland (red. Erik S. Christensen), bogen Frederikshavn Købstad 1818-2018 (red Erik S. Christensen) og Vendsyssel Kaperrederi af Eigil Bo Høgsted